John Gabriel Borkman
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
1.utg: [IV]
SKUESPIL I FIRE AKTER
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1896
1.utg: [VI]
1.utg: [VIII]
Fru Borkmans dagligstue, udstyret med gammeldags falmet pragt. En åben 
skydedør fører ind i en havestue med vinduer og glasdør i baggrunden. Derigennem udsigt til haven, hvor snevejret fyger i tusmørket. På højre sidevæg indgangsdør fra forstuen. Længere fremme en stor, gammel jernovn med ild i. Til venstre, noget tilbage, en enkelt, mindre dør. Foran på samme side et vindu, dækket af tykke forhæng. Mellem vinduet og døren en kanapé med hestehårs betræk og med et tæppebelagt bord foran. På bordet en tændt lampe med skærm. Ved ovnen en højrygget lænestol.
skydedør fører ind i en havestue med vinduer og glasdør i baggrunden. Derigennem udsigt til haven, hvor snevejret fyger i tusmørket. På højre sidevæg indgangsdør fra forstuen. Længere fremme en stor, gammel jernovn med ild i. Til venstre, noget tilbage, en enkelt, mindre dør. Foran på samme side et vindu, dækket af tykke forhæng. Mellem vinduet og døren en kanapé med hestehårs betræk og med et tæppebelagt bord foran. På bordet en tændt lampe med skærm. Ved ovnen en højrygget lænestol.Fru Gunhild Borkman sidder på kanapéen med sit hækletøj. Hun er en ældre dame af koldt, fornemt udseende, med stiv holdning og ubevægelige ansigtstræk. Hendes rige hår er stærkt grånet. Hænderne fine, gennemsigtige. Klædt i en tyk mørk silkedragt, som oprindelig har været elegant, men nu noget slidt og medtagen. Uldsjal over skuldrene.
rige hår er stærkt grånet. Hænderne fine, gennemsigtige. Klædt i en tyk mørk silkedragt, som oprindelig har været elegant, men nu noget slidt og medtagen. Uldsjal over skuldrene.Hun sidder en stund opret og urørlig ved hækletøjet. Så høres udenfor bjældeklang fra en forbikørende slæde.
sidder en stund opret og urørlig ved hækletøjet. Så høres udenfor bjældeklang fra en forbikørende slæde.
FRU BORKMAN
lytter op; det tindrer af glæde i hendes øjne og hun hvisker uvilkårligt
Erhart! Endelig!
Hun rejser sig og sér ud gennem forhænget. Synes skuffet og sætter sig igen på kanapéen til sit arbejde.
STUEPIGEN
Nej, frue. Men her er en dame ude –
FRU BORKMAN
lægger hækletøjet tilside
Nå, fru Wilton altså –
STUEPIGEN
går nærmere
Nej, det er en fremmed dame –
FRU BORKMAN
rækker efter kortet
Lad mig sé – (læser; rejser sig hurtig og ser stivt på pigen) Er De viss på, at det er til mig?
STUEPIGEN
Ja, jeg forstod det, som det var til fruen.
FRU BORKMAN
Bad hun om at få tale med fru Borkman?
Stuepigen åbner døren for den fremmede dame og går selv ud.
karakterfuld skønhed i tidligere år. Det svære hår er strøget op i naturlige bukler fra panden og er ganske sølvhvidt. Hun er klædt i sort fløjl med hat og peltsfodret kåbe af samme stof.
HIS: 13
Frøken Ella Rentheim kommer ind i stuen. Hun ligner søsteren af udséende; men hendes ansigt har et mere lidende end hårdt udtryk. Det bærer endnu præg af stor, karakterfuld skønhed i tidligere år. Det svære hår er strøget op i naturlige bukler fra panden og er ganske sølvhvidt. Hun er klædt i sort fløjl med hat og peltsfodret kåbe af samme stof.Begge søstrene står en stund i taushed og sér prøvende på hinanden. Hver af dem venter øjensynlig, at den anden skal tale først.
ELLA RENTHEIM
som har holdt sig i nærheden af døren
Ja, du sér nok forundret på mig, du, Gunhild.
FRU BORKMAN
står ubevægelig oprejst mellem kanapéen og bordet og støtter fingerspidsene mod tæppet
FRU BORKMAN
Er det da mig, du vil noget?
ELLA RENTHEIM
Ja. Jeg må tale nogen ord med dig.
FRU BORKMAN
kommer frem på gulvet
Nå, – så sæt dig ned da.
ELLA RENTHEIM
Tak; jeg kan godt stå så længe.
FRU BORKMAN
HIS: 14
Ganske som du selv vil. Men løs ialfald lidt på overtøjet.
ELLA RENTHEIM
knapper kåben op
Ja, her er svært varmt –
ELLA RENTHEIM
står en stund og sér på hende med armen hvilende på ryggen af lænestolen
Ja, – Gunhild, det er nu snart otte år siden vi sidst såes.
FRU BORKMAN
koldt
Siden vi taltes ved ialfald.
ELLA RENTHEIM
Rettere sagt, taltes ved, ja. – For du har vel set mig en gang imellem, – når jeg måtte gøre min årsrejse hid til forvalteren.
FRU BORKMAN
En gang eller to, tror jeg.
ELLA RENTHEIM
Jeg har også et par gange sét et skimt af dig. I vinduet der.
ELLA RENTHEIM
afværgende
Ja, ja, jeg véd det, Gunhild!
HIS: 15
FRU BORKMAN
– ugen før han, – før han slap ud.
ELLA RENTHEIM
går opover gulvet
Å, rør da ikke ved det!
FRU BORKMAN
fast men dæmpet
Det var ugen før han, – bankchefen kom på fri fod igen.
ELLA RENTHEIM
fremover gulvet
Og så får tankerne aldrig lov til at kredse om noget andet alligevel! (i udbrud; slår hænderne sammen) Nej, jeg skønner det ikke! Aldrig i verden! Jeg fatter ikke, at noget sådant noget, – noget så forfærdeligt kan overgå en enkelt familie! Og så, tænk, – vor familie! En så fornem familie, som vor! Tænke sig til, at det just skulde ramme den!
just skulde ramme den!
ELLA RENTHEIM
Å, Gunhild, – det var nok mange, mange flere end vor familie, som det slag rammed.
FRU BORKMAN
Nå ja; men alle disse her andre bryr jeg mig ikke så stort om. For det var da jo bare nogen penge – eller nogen papirer, – som det gik ud over for dem. Men for os –!
For det var da jo bare nogen penge – eller nogen papirer, – som det gik ud over for dem. Men for os –! 1.utg: 8
For mig! Og så for Erhart! Det barn, som han dengang var! (i stigende oprør) Skammen over os to uskyldige! Vanæren! Den stygge, forfærdelige vanære! Og så rent ruineret til og med!
HIS: 16
ELLA RENTHEIM
varsomt
Sig mig, Gunhild, – hvorledes bærer han det?
FRU BORKMAN
Erhart, mener du?
ELLA RENTHEIM
Nej, – han selv. Hvorledes bærer han det?
ELLA RENTHEIM
Spør’? Du behøver da vel ikke at spørge –
Du tror da vel aldrig, at jeg omgåes ham? Kommer sammen med ham? Sér noget til ham?
ELLA RENTHEIM
Ikke det engang!
FRU BORKMAN
som før
ELLA RENTHEIM
sér en stund på hende
Du har et hårdt sind, Gunhild.
FRU BORKMAN
Imod ham, ja.
FRU BORKMAN
Har han ikke sagt for retten, at det var mig, som begyndte med at ruinere ham? At jeg brugte så altfor mange penge –?
ELLA RENTHEIM
forsigtig
Men var der ikke noget sandt i det?
FRU BORKMAN
Men var det ikke netop ham selv, som vilde ha’ det således! Alting skulde jo være så rent meningsløst overdådigt –
ELLA RENTHEIM
Det véd jeg nok. Men just derfor skulde du ha’ holdt igen. Og det gjorde du nok ikke.
FRU BORKMAN
ELLA RENTHEIM
stilfærdig
Nå, det førte vel hans stilling med sig, kan jeg tro. For en stor del da.
FRU BORKMAN
hånligt
Ja, det héd sig altid, at vi måtte «repræsentere». Og så repræsenterte han da også firspand, – som om han var en konge. Lod folk bukke og skrabe for sig, som for en konge. (lér)
Og så kaldte de ham ved fornavn, – hele landet udover – akkurat som om han var kongen selv. størrelse!
HU: 45
rigtig tilgavns! Kørte med firspand, – som om han var en konge. Lod folk bukke og skrabe for sig, som for en konge. (lér)
Og så kaldte de ham ved fornavn, – hele landet udover – akkurat som om han var kongen selv. HIS: 18
«John Gabriel», «John Gabriel». Alle så vidste de, hvad «John Gabriel» var for en størrelse!
ELLA RENTHEIM
fast og varmt
Han var en størrelse dengang, du.
ELLA RENTHEIM
Nej, nej, – det aned nok ikke de andre heller.
FRU BORKMAN
Det fik nu være det samme med de andre. Men mig havde han pligtet at sige sandheden. Og det gjorde han aldrig! Han bare løj, – løj så bundløst for mig –
ELLA RENTHEIM
afbrydende
Det gjorde han visst ikke, Gunhild! Han fortied kanske. Men han løj visst ikke.
FRU BORKMAN
ELLA RENTHEIM
hen for sig
Ja, alting ramled sammen – for ham, – og for andre.
HIS: 19
FRU BORKMAN
retter sig truende ivejret
ELLA RENTHEIM
spændt
Oprejsning? Hvad mener du med det?
FRU BORKMAN
FRU BORKMAN
stigende
ELLA RENTHEIM
Erhart altså.
FRU BORKMAN
Ja, Erhart, – min herlige gut! Han skal nok vide at oprejse slægten, huset, navnet. Alt det, som kan oprejses. – Og kanske mere til.
HIS: 20
FRU BORKMAN
ELLA RENTHEIM
Nej, det kan jeg ikke egentlig sige.
FRU BORKMAN
Ikke det? Hvorfor tog du dig da af ham? Dengang, da stormen var brudt løs over – over huset her.
ELLA RENTHEIM
Du selv kunde jo ikke dengang, Gunhild.
FRU BORKMAN
ELLA RENTHEIM
oprørt
Å, at du kan få frem slige ord –! Du!
Og at du kunde bekvemme dig til at ta’ dig af en, – en John Gabriels barn! Aldeles, som om det barn var dit eget –. Ta’ det fra mig, – og rejse hjem med det. Og beholde det hos dig, år efter år. Til gutten blev næsten voksen.
bekvemme dig til at ta’ dig af en, – en John Gabriels barn! Aldeles, som om det barn var dit eget –. Ta’ det fra mig, – og rejse hjem med det. Og beholde det hos dig, år efter år. Til gutten blev næsten voksen. HU: 47
(sér mistænksom på hende) Hvorfor gjorde du egentlig det, Ella? Hvorfor beholdt du ham?
ELLA RENTHEIM
Jeg kom til at holde så inderlig af ham –
HIS: 21
FRU BORKMAN
Mere end jeg, – hans mor!
ELLA RENTHEIM
undvigende
Det véd jeg ikke. Og så var jo Erhart lidt svagelig i opvæksten –
FRU BORKMAN
Erhart – svagelig!
Ja, jeg syntes det, – dengang ialfald. Og så er jo luften der borte på vestkysten så meget mildere end her, véd du vel.
FRU BORKMAN
smiler bittert
ELLA RENTHEIM
krænket
Det gjorde ikke jeg noget skridt for, – kan jeg forsikkre dig. Jeg havde ikke – før længe, længe bagefter – nogen anelse om, at de papirer, som lå i banken for min regning, – at de var sparet –
FRU BORKMAN
ELLA RENTHEIM
sér på hende
Min hensigt –?
HIS: 22
FRU BORKMAN
Ja, en hensigt måtte du da vel ha’. Hvad vilde du gøre ham til? Gøre ud af ham, mener jeg?
ELLA RENTHEIM
langsomt
FRU BORKMAN
sér stort, alvorligt på hende
ELLA RENTHEIM
forskende
Sig mig, Gunhild, – er det det krav, som Erhart selv stiller til sit liv –?
FRU BORKMAN
studsende
Ja, det får vi da vel håbe!
ELLA RENTHEIM
– eller er det ikke snarere et krav, som du stiller til ham?
HIS: 23
ELLA RENTHEIM
tungt og langsomt
Så sikker er du altså på din gut, du, Gunhild.
ELLA RENTHEIM
Så synes jeg, du i grunden må føle dig lykkelig alligevel. Trods alt det andet.
FRU BORKMAN
Det gør jeg også. For så vidt. Men så, – hvert øjeblik, sér du, – så kommer jo dette her andet drivende som et uvejr ind over mig.
Sig mig –. Lige så godt straks. For det var egentlig det, jeg kom ud til dig for –
ELLA RENTHEIM
FRU BORKMAN
hårdt
Erhart kan ikke bo her ude hos mig. Han må bo inde i byen –
HIS: 24
FRU BORKMAN
Han må det for studiernes skyld. Men han kommer ud til mig en stund hver eneste aften.
ELLA RENTHEIM
Jo, Gunhild, – han må være kommen. For jeg hører ham gå ovenpå.
FRU BORKMAN
med flygtigt øjekast
Oppe i storsalen?
ELLA RENTHEIM
Ja. Jeg har hørt ham gå deroppe, lige siden jeg kom.
FRU BORKMAN
vender øjnene fra hende
Det er ikke ham, det, Ella.
FRU BORKMAN
Bankchefen.
HIS: 25
FRU BORKMAN
ELLA RENTHEIM
Jeg har jo rigtignok hørt ymte om et og andet –
FRU BORKMAN
Kan tro det. Der ymtes visst adskilligt om os herude.
ELLA RENTHEIM
FRU BORKMAN
Ja, – vi har havt det så, vi, Ella. Helt fra de slap ham ud. Og sendte ham hjem til mig. – I alle de lange otte årene.
ELLA RENTHEIM
Men jeg har aldrig tænkt, at det kunde være rigtig sandt. At det kunde være muligt –!
FRU BORKMAN
nikker
Sandt er det. Og kan aldrig bli’ anderledes.
ELLA RENTHEIM
sér på hende
Dette må da være et forfærdeligt liv, Gunhild.
FRU BORKMAN
Mere end forfærdeligt, du. Snart ikke til at holde ud længer.
HIS: 26
FRU BORKMAN
Stadig at høre hans skridt deroppe. Lige fra den tidlige morgen til langt på nat. – Og så lydt, som her er hernede!
ELLA RENTHEIM
Ja, det er svært, så lydt her er.
FRU BORKMAN
ELLA RENTHEIM
varsomt
Kunde det ikke bli’ anderledes, Gunhild?
FRU BORKMAN
afvisende
Han har aldrig gjort noget skridt til det.
FRU BORKMAN
farer op
FRU BORKMAN
Ja, jeg spurgte dig jo før –
HIS: 27
Ella Rentheim lægger kåbe og hat fra sig på en stol ved indgangsdøren.
FRU BORKMAN
lér bittert
I selskabslivet, mener du?
Jeg mener, når han går ud i den friske luft. Inde på stierne i skoven, eller –
ELLA RENTHEIM
Ikke i mørkningen engang?
FRU BORKMAN
Aldrig.
ELLA RENTHEIM
bevæget
Det kan han ikke overvinde sig til?
FRU BORKMAN
ELLA RENTHEIM
hen for sig
– det skabet, vi legte i, da vi var små –
Og en gang imellem, – om aftenen sent, – så kan jeg høre, at han kommer ned – for at ta’ på sig og gå ud. Men så standser han gerne midtvejs i trappen, – og vender om. Og så går han op igen på salen.
ELLA RENTHEIM
stille
Kommer aldrig nogen af hans gamle venner derop og sér til ham?
FRU BORKMAN
Han har ingen gamle venner.
ELLA RENTHEIM
Han havde dog så mange – engang.
FRU BORKMAN
Hm! Dem sørged han jo så pænt for at skaffe sig af med. Han blev sine venner en dyr ven, – han, John Gabriel.
FRU BORKMAN
hæftig
ELLA RENTHEIM
uden at svare
Og så lever han altså deroppe så ganske alene. Så rent for sig selv.
HIS: 29
FRU BORKMAN
Ja, han gør vel det. Jeg hører rigtignok sige, at der kommer en gammel kopist eller extraskriver op til ham en gang imellem.
ELLA RENTHEIM
Å så; det er visst en, som heder Foldal. For jeg véd, at de to var ungdomsvenner.
Ja, de var nok det, tror jeg. Jeg kender forresten ikke noget til ham. For han kom aldrig med i vor selskabskreds. Dengang vi havde nogen –
ELLA RENTHEIM
Men nu kommer han altså til Borkman?
Ja, han er ikke kræsnere end som så. Men, det forstår sig, han kommer nu bare i mørkningen da.
Ja, jeg synes, jeg kan huske, at han misted nogen penge, han også. Men det var visst så rent ubetydeligt –
HIS: 30
FRU BORKMAN
smiler
Nå, men herregud, – det, han ejed, det var da visst virkelig så forsvindende lidet, du. Ikke nogenting at snakke om.
ELLA RENTHEIM
Der blev heller ikke snakket om det, – af Foldal, – under processen.
FRU BORKMAN
ELLA RENTHEIM
forundret
Har Erhart! Hvorledes har Erhart kunnet det?
ELLA RENTHEIM
Ja, fa’ren, han sidder vel i små kår, han, kan jeg tro.
FRU BORKMAN
ELLA RENTHEIM
Så han holder da af musik fremdeles?
HIS: 31
FRU BORKMAN
FRU BORKMAN
Nej, det behøver hun ikke. Erhart har ordnet det så, at hun får være hos en dame, som boer her i nærheden. Det er en fru Wilton –
ELLA RENTHEIM
levende
Fru Wilton!
FRU BORKMAN
En meget rig dame. En, som du ikke kender.
FRU BORKMAN
Ja, ganske rigtig.
HIS: 32
ELLA RENTHEIM
Erhart har flere gange skrevet om hende. – Boer hun her ude nu?
FRU BORKMAN
Manden er nok død for flere år siden.
ELLA RENTHEIM
Ja, men de blev skilt –. Han lod sig skille –
ELLA RENTHEIM
Kender du noget nærmere til hende, Gunhild?
ELLA RENTHEIM
Og du synes kanske godt om hende?
FRU BORKMAN
Hun er så ualmindelig forstående. Så mærkværdig klar i sin dom.
HIS: 33
ELLA RENTHEIM
I sin dom om mennesker, mener du?
ELLA RENTHEIM
lidt lurende
Så kender hun kanske Erhart endnu nøjere, end hun kender dig?
FRU BORKMAN
Ja, Erhart traf hende som oftest inde i byen. Før hun flytted her ud.
ELLA RENTHEIM
uoverlagt
Og så flytted hun fra byen alligevel?
ELLA RENTHEIM
sér hende fast i øjnene
Ja, det var det også, Gunhild. Der var virkelig noget, jeg mente med det.
HIS: 34
FRU BORKMAN
Nå, så sig det da rent ud!
ELLA RENTHEIM
Først vil jeg sige dig det, at jeg synes, jeg også har ligesom en slags ret til Erhart. Eller finder du kanske ikke det?
FRU BORKMAN
smiler hånligt
Af min søn? Kan du det? Du? Trods alt?
ELLA RENTHEIM
Ja, jeg kan det. Trods alt. Og jeg gør det. Jeg holder af Erhart. Så meget, som jeg overhodet kan holde af et menneske – nu for tiden. I min alder.
FRU BORKMAN
Nå ja, ja, lad så være; men –
ELLA RENTHEIM
Og derfor, sér du, så blir jeg bekymret, så snart jeg mærker noget, som truer ham.
FRU BORKMAN
udbryder
Jeg!
FRU BORKMAN
sér en stund målløs på hende
ELLA RENTHEIM
Tror du, at et ungt menneske, i Erharts alder, – sund og glad, – tror du, at han går hen og ofrer sig for – for sligt noget som en «mission»!
FRU BORKMAN
stærk og fast
Erhart gør det! Det véd jeg så visst.
ELLA RENTHEIM
ryster på hovedet
Du hverken véd det eller du tror det, Gunhild.
FRU BORKMAN
Tror jeg det ikke!
HIS: 36
ELLA RENTHEIM
FRU BORKMAN
Ja, da måtte jeg rigtignok fortvile. (hæftig) Og det er kanske det, du helst så, du, Ella!
ELLA RENTHEIM
med løftet hoved
Ja, jeg så det helst – ifald du ikke kan fri dig på anden måde, end at det skal gå ud over Erhart.
FRU BORKMAN
truende
Du vil træde imellem os! Mellem mor og søn! Du!
FRU BORKMAN
triumferende
ELLA RENTHEIM
HIS: 37
FRU BORKMAN
mørk
Nej; – det har du så blodig ret i.
ELLA RENTHEIM
Det blir ingen vinding for dig dennegang heller.
ELLA RENTHEIM
Nej; for det er bare magten over ham du vil ha’.
FRU BORKMAN
Og du da!
ELLA RENTHEIM
varmt
Jeg vil ha’ hans kærlige sind, – hans sjæl, – hans hele hjerte –!
FRU BORKMAN
udbryder
Det får du aldrig mere i denne verden!
ELLA RENTHEIM
sér på hende
Har du kanske sørget for det?
Ja, det har jeg rigtignok tilladt mig. Har du ikke kunnet læse det ud af hans breve?
ELLA RENTHEIM
nikker langsomt
Jo. Hele du var i hans breve tilslut.
tirrende
HIS: 38
FRU BORKMAN
tirrende
ELLA RENTHEIM
behersket
Hvad har du sagt Erhart om mig? Går det an, at du fortæller mig det?
FRU BORKMAN
Ja, det går så godt an.
ELLA RENTHEIM
Så gør det da!
ELLA RENTHEIM
Nå?
FRU BORKMAN
ELLA RENTHEIM
Ikke andet end det!
FRU BORKMAN
Å, sligt noget bider, du. Det føler jeg på mig selv.
ELLA RENTHEIM
Men det er jo omtrent bare det, som Erhart vidste i forvejen.
Da han kom hjem igen til mig, bildte han sig ind, at du gjorde altsammen af et godt hjerte. (sér skadefro på hende) Nu tror han ikke det længer, Ella.
ELLA RENTHEIM
Hvad tror han da nu?
FRU BORKMAN
Han tror det, som sandt er. Jeg spurgte ham, hvorledes han forklarte sig det, at tante Ella aldrig rejste hid for at besøge os –
ELLA RENTHEIM
afbrydende
Det vidste han før!
FRU BORKMAN
Han véd det bedre nu. Du havde bildt ham ind, at det var for at skåne mig og – og ham, som går deroppe på salen –
FRU BORKMAN
Det tror ikke Erhart en smule på nu længer.
ELLA RENTHEIM
Hvad har du da nu fåt ham til at tro om mig?
FRU BORKMAN
Han tror, som sandt er, at du skammer dig over os, – foragter os. Eller gør du kanske ikke det? Har du ikke engang pønset på
pønset på HIS: 40
at få rive ham helt løs fra mig? Tænk dig om, Ella. Du husker det visst.
ELLA RENTHEIM
afvisende
Det vilde ikke nytte dig noget heller. For hvad blev der så ellers af hans mission! Å nej tak, du! Det er mig, Erhart behøver, – ikke dig. Og derfor er han som død for dig! Og du for ham!
FRU BORKMAN
stirrer på hende
Her på gården?
ELLA RENTHEIM
Ja, her.
FRU BORKMAN
Her – hos os? Hele natten over?
ELLA RENTHEIM
Her ude blir jeg hele resten af mine dage, om så skal være.
ELLA RENTHEIM
Å hvad –!
HIS: 41
FRU BORKMAN
Alt sammen er jo dit. Den stol, jeg sidder på, er din. Den seng, jeg ligger og vælter mig søvnløs i, den tilhører dig. Den mad, vi spiser, den får vi gennem dig.
ELLA RENTHEIM
FRU BORKMAN
Nej, det kan du ikke. – Når vil du, vi skal flytte ud?
ELLA RENTHEIM
sér på hende
Flytte ud?
FRU BORKMAN
i ophidselse
ELLA RENTHEIM
Godt. Så giv mig Erhart med –
FRU BORKMAN
Erhart! Min egen søn! Mit barn!
FRU BORKMAN
efter kort betænkning; fast
Erhart skal selv vælge mellem os.
ELLA RENTHEIM
sér tvilende og usikker på hende
Han vælge? Ja, – tør du det, Gunhild?
ELLA RENTHEIM
lyttende
Kommer der nogen? Jeg synes, jeg hører –
FRU BORKMAN
Så er det vel Erhart –
uden videre blir åbnet. Fru Wilton, selskabsklædt og i overtøj, kommer ind. Bag efter hende stuepigen, som ikke har fået tid til at melde og sér rådvild ud. Døren blir stående halvt åben. Fru Wilton er en påfaldende smuk, yppig dame i tretiårene. Brede, røde, smilende læber. Spillende øjne. Rigt, mørkt hår.
1.utg: 52
Det banker raskt på forstuedøren, som derpå uden videre blir åbnet. Fru Wilton, selskabsklædt og i overtøj, kommer ind. Bag efter hende stuepigen, som ikke har fået tid til at melde og sér rådvild ud. Døren blir stående halvt åben. Fru Wilton er en påfaldende smuk, yppig dame i tretiårene. Brede, røde, smilende læber. Spillende øjne. Rigt, mørkt hår.
FRU WILTON
Godaften, kæreste fru Borkman!
FRU BORKMAN
noget tørt
Godaften, frue. (til pigen; peger mod havestuen) Tag lampen ud derinde og tænd den.
HIS: 43
Stuepigen henter og går ud med lampen.
FRU WILTON
sér Ella Rentheim
Å, om forladelse, – her er fremmede –
FRU BORKMAN
Bare min søster, som er kommen tilrejsende –
Erhart Borkman slår den halvåbne forstuedør helt op og stormer ind. Han er et ungt menneske med lyse, frejdige øjne. Elegant klædt. Begyndende knebelsbart.
knebelsbart.Hvad for noget! Er tante Ella kommen? (imod hende; griber hendes hænder) Tante, tante! Nej, er det muligt! Er du her?
ELLA RENTHEIM
slår armene om hans hals
Erhart! Min kære, snille gut! Nej, hvor stor du er ble’t! Å, hvor det gør godt at få sé dig igen!
FRU BORKMAN
skarpt
Hvad skal det sige, Erhart, – står du og gemmer dig i forstuen?
FRU WILTON
hurtig
Erhart – Borkman kom sammen med mig.
FRU BORKMAN
måler ham med øjnene
Ja så, Erhart. Du kommer ikke først til din mor?
FRU WILTON
Ja, vi har hende stående udenfor i entréen.
ERHART
taler ud gennem døren
Gå De bare ovenpå, Frida.
Ophold. Ella Rentheim iagttager Erhart. Han synes forlegen og noget utålmodig; hans ansigt antager et spændt og koldere udtryk.
Stuepigen bringer den tændte lampe ind i havestuen, går ud igen og lukker døren efter sig.
FRU BORKMAN
med tvungen høflighed
Ja, fru Wilton, – hvis De altså vil slå Dem ned her iaften, så –
FRU BORKMAN
sér på hende
Vi? Hvilke vi, mener De?
FRU WILTON
léende
Nå, egentlig mener jeg da bare mig selv. Men jeg fik i opdrag af husets damer at ta’ student Borkman med, – hvis jeg tilfældigvis skulde få øje på ham.
FRU BORKMAN
Og det fik De da, som jeg sér.
HIS: 45
FRU WILTON
Ja heldigvis. Siden han var så elskværdig at sé indom til mig, – for lille Fridas skyld.
Du, Erhart, – jeg vidste ellers ikke, at du kendte den familie, – disse Hinkels.
ERHART
irriteret
FRU WILTON
Å pyt! I det hus blir man snart kendt! Glade, lystige, gæstfri folk. Fuldt op af unge damer.
FRU BORKMAN
med eftertryk
FRU WILTON
Men herregud, kære frue, han er da ung, han også!
HIS: 46
FRU BORKMAN
Det vidste jeg nok, min kære Erhart.
ELLA RENTHEIM
Nej, Erhart, – for min skyld må du endelig ikke la’ dig afholde –
ERHART
Jo visst da, kære tante; der kan ikke være tale om andet. (sér usikkert på fru Wilton) Men hvorledes klarer vi det? Går det egentlig an? De har jo svaret ja – på mine vegne.
Hvad snak! Skulde det ikke gå an? Når jeg nu kommer derned i de lyse, festlige saloner, – ensom og forladt – tænk bare! så svarer jeg nej – på Deres vegne.
FRU WILTON
let og fejende
FRU BORKMAN
ilde berørt
Sønligt?
FRU WILTON
Nå, plejesønligt da, fru Borkman.
FRU WILTON
Å jeg synes, man har mere at takke en god plejemor for, end ens egen rigtige mor, jeg.
FRU BORKMAN
Har De selv erfaret det?
FRU WILTON
Å gud bedre, – min mor har jeg kendt så lidet til. Men havde jeg havt en så god plejemor, jeg også, – så var jeg kanske ikke ble’t så – så uskikkelig, som folk siger, at jeg er. (vender sig til Erhart) Ja, så blir man altså pænt hjemme hos mamma og tante – og drikker té, herr student! (til damerne) Farvel, farvel, kære frue! Farvel, frøken!Damerne hilser stumt. Hun går mod døren.
Ikke et skridt skal De følge mig. Jeg er så vel vant til at gå min vej alene. (standser i døråbningen, sér på ham og nikker) Men tag Dem nu i vare, student Borkman; – det siger jeg Dem!
ERHART
Hvorfor skal jeg ta’ mig i vare?
HIS: 48
FRU WILTON
lystig
ERHART
lér
Å, sådan! Vil De nu prøve det igen.
FRU WILTON
halvt alvorlig
FRU WILTON
léende
ERHART
med tvungen munterhed
Ja, det kan De stole på.
FRU WILTON
med løftet pegefinger
Lydig! Lydig! – God nat!
Hun lér og nikker til damerne og lukker døren efter sig.
FRU BORKMAN
Driver hun virkelig den slags kunster?
Han nøder Ella Rentheim til at sætte sig i lænestolen ved ovnen.
ERHART
står og sér lidt på hende
Nej, men at du har gjort den lange rejse, tante Ella! Og det nu ved vintertid?
ELLA RENTHEIM
Det blev nødvendigt for mig nu til slut, Erhart.
ERHART
Så? Hvorfor det da?
ERHART
Nå, det var da godt!
ERHART
At du endelig beslutted dig, mener jeg.
FRU BORKMAN
i kanapéen, koldt
Er du syg, Ella?
ELLA RENTHEIM
sér hårdt på hende
Det véd du da vel, at jeg er syg.
HIS: 50
FRU BORKMAN
Nå ja sådan sygelig, som du har været i mange år –
ERHART
Den tid, jeg var hos dig, sa’ jeg dig så tidt, at du skulde tale med doktoren.
ELLA RENTHEIM
ERHART
Er det da værre med dig nu, tante?
ELLA RENTHEIM
Å ja, min gut; nu er det ble’t noget værre med mig.
ERHART
Ja men ikke farligt vel?
ELLA RENTHEIM
Å, det er nu, som en ta’r det.
ERHART
ivrig
Ja men véd du hvad, tante Ella, – så må du ikke rejse hjem igen så snart.
ELLA RENTHEIM
Nej, det gør jeg nok heller ikke.
HIS: 51
ELLA RENTHEIM
Ja, det var så min tanke, da jeg rejste hjemmefra.
ELLA RENTHEIM
Jeg tog ind imorges i det gamle, hvor jeg før har boet.
ERHART
Nå ja, der får du det jo hyggeligt.
ELLA RENTHEIM
Ja, men jeg kommer ikke til at bli’ der alligevel.
ERHART
forundret
Så –? Bestemte du dig om –?
FRU BORKMAN
hækler; uden at sé op
Din tante vil bo her på sin gård, Erhart.
ERHART
sér afvekslende på dem begge
Her! Hos os! Hos os andre! – Er det sandt, tante?
ELLA RENTHEIM
Ja, jeg har bestemt mig til det nu.
ELLA RENTHEIM
ERHART
Ja, det har du ret i. Der har du jo altid værelser stående. (pludselig livfuldt) Men det er sandt, tante, – er du ikke svært træt efter rejsen?
ELLA RENTHEIM
Å noget træt er jeg jo.
ERHART
Nå, så synes jeg, du skulde gå rigtig tidlig tilsengs da.
ELLA RENTHEIM
sér smilende på ham
Det vil jeg også.
For så kunde vi jo snakke nærmere sammen imorgen – eller en anden dag, sér du. Om alt muligt. Løst og fast. Du og mor og jeg. Vilde ikke det være meget bedre, tante Ella?
FRU BORKMAN
i udbrud; rejser sig fra kanapéen
Erhart, – jeg kan sé det på dig, at du vil gå fra mig!
ERHART
farer sammen
Hvad mener du med det!
HIS: 53
FRU BORKMAN
Du vil ned til – til advokat Hinkels!
ERHART
uvilkårlig
Å sådan! (fatter sig) Ja synes du da, jeg skulde sidde her og holde tante Ella oppe til langt på nat? Hun, som er syg, mor. Tænk på det.
ERHART
utålmodig
ELLA RENTHEIM
Du skal helst handle i fuld frihed, Erhart.
FRU BORKMAN
truende imod hende
Du vil skille ham fra mig!
ELLA RENTHEIM
rejser sig
Ja hvis jeg så sandt kunde det, Gunhild!
Musik høres ovenfra.
ERHART
vrider sig som i pine
ELLA RENTHEIM
Nej. Hvad er det for noget?
HIS: 54
ERHART
ELLA RENTHEIM
smiler tungt
Endnu ikke, Erhart.
FRU BORKMAN
sér hårdt på ham
Fra din mor? Vil du altså det?
FRU BORKMAN
lidenskabelig oprørt
Du vil fra mig! Vil være hos de fremmede mennesker! Hos – hos –; nej, jeg vil ikke tænke det engang!
ERHART
Der nede er der mange tændte lys. Og unge, glade ansigter. Og der er der musik, mor!
FRU BORKMAN
peger opad mod taget
Der oppe er der også musik, Erhart.
ERHART
Ja just den musiken der, – den er det, som jager mig ud af huset.
ELLA RENTHEIM
Under du ikke din far den smule selvforglemmelse?
FRU BORKMAN
sér formanende på ham
ERHART
Å mor, – kom ikke med de talemåder! Jeg er ikke skabt til at være missionær. – Godnat, kære tante! Godnat, mor!
Han går ilsomt ud gennem forstuen.
FRU BORKMAN
efter en kort taushed
Du har nok snart taget ham igen alligevel, du, Ella.
ELLA RENTHEIM
Gid jeg så sandt turde tro det.
ELLA RENTHEIM
For dig, mener du?
FRU BORKMAN
For mig eller – for hende, den anden.
ELLA RENTHEIM
Så heller hun end du.
HIS: 56
FRU BORKMAN
nikker langsomt
Det forstår jeg. Jeg siger det samme. Heller hun end du.
ELLA RENTHEIM
Hvor det så end skulde bære hen med ham til slut –
FRU BORKMAN
Det fik næsten være det samme, synes jeg.
For første gang i livet er vi to tvillingsøstre enige. – God nat, Gunhild.
Hun går ud gennem forstuen.
Musiken lyder stærkere oppe fra salen.
FRU BORKMAN
står en stund stille, farer sammen, krymper sig og hvisker uvilkårligt
Den store fordums pragtsal ovenpå i det Rentheimske hus. Væggene er beklædte med gamle vævede tapeter, forestillende jagtscener, hyrder og hyrdinder, alt i falmede, afblegede farver. På væggen til venstre en fløjdør og nærmere i forgrunden et piano. I hjørnet på bagvæggen til venstre en tapetdør uden indfatning. Midt på væggen til højre et stort udskåret egetræs skrivebord med mange bøger og papirer. Længere foran på samme side en sofa med bord og stole. Møblerne er holdt i stiv empirestil. På pulten og bordet står tændte lamper.
fordums pragtsal ovenpå i det Rentheimske hus. Væggene er beklædte med gamle vævede tapeter, forestillende jagtscener, hyrder og hyrdinder, alt i falmede, afblegede farver. På væggen til venstre en fløjdør og nærmere i forgrunden et piano. I hjørnet på bagvæggen til venstre en tapetdør uden indfatning. Midt på væggen til højre et stort udskåret egetræs skrivebord med mange bøger og papirer. Længere foran på samme side en sofa med bord og stole. Møblerne er holdt i stiv empirestil. På pulten og bordet står tændte lamper.John Gabriel Borkman står med hænderne på ryggen ved pianoet og hører på Frida Foldal, som sidder og spiller de sidste takter af Danse macabre.
Borkman er en middelhøj, fast og kraftig bygget mand oppe i sekstiårene. Fornemt udseende, fint skåret profil, hvasse øjne og gråhvidt, kruset hår og skæg. Han er klædt i en sort, ikke ganske moderne dragt og bærer hvidt halstørklæde. Frida Foldal er en smuk, bleg, femtenårig pige med et noget træt, anstrængt udtryk. Tarvelig pyntet i lys påklædning.
Tarvelig pyntet i lys påklædning.Musikstykket er spillet til ende. Stilhed.
BORKMAN
Kan De gætte Dem til, hvor jeg første gang hørte slige toner, som disse her?
HIS: 58
BORKMAN
Det var nede i gruberne.
FRIDA
forstår ikke
Ja så? Nede i gruberne?
FRIDA
Nej, herr Borkman.
BORKMAN
En bergmands søn. Og min far tog mig med sig ned i gruberne iblandt. – Dernede synger malmen.
FRIDA
Ja så, – synger den?
FRIDA
Hvorfor gør den det, herr Borkman?
Han går frem og tilbage på salsgulvet, bestandig med hænderne på ryggen.
HIS: 59
FRIDA
sidder lidt og venter; sér på sit ur og rejser sig
BORKMAN
standser foran hende
Vil De alt gå nu?
Ja jeg må nok det. (synlig forlegen) For jeg er bestilt hen et steds iaften.
BORKMAN
Et steds, hvor der er selskab?
FRIDA
Ja.
BORKMAN
Og der skal De la’ Dem høre for selskabet?
FRIDA
bider sig i læben
Nej – jeg skal spille til dans for dem.
BORKMAN
Bare til dans?
HIS: 60
FRIDA
tager overtøjet på sig
Ja, når jeg kan få en bestilling, så –. Der er jo altid lidt at fortjene ved det.
FRIDA
Nej; mest tænker jeg på, hvor tungt det er, at jeg ikke får være med at danse selv.
BORKMAN
nikker
FRIDA
sér spørgende på ham
Hvad er det for noget, herr Borkman?
BORKMAN
løfter advarende pegefingren
Vær da aldrig så gal at tvile på Dem selv!
FRIDA
Men herregud, når nu ingen véd om det?
Bare De selv véd om det, så er det nok. – Hvor er det, De skal hen og spille iaften?
FRIDA
Det er over hos advokat Hinkels.
BORKMAN
sér pludselig hvasst på hende
Hinkels, siger De!
FRIDA
Ja.
BORKMAN
med et skærende smil
Kommer der fremmede i den mands hus? Kan han få folk til at besøge sig?
FRIDA
Ja, der skal komme svært mange mennesker, efter hvad fru Wilton siger.
FRIDA
lidt ængstelig
BORKMAN
studser
Erhart! Min søn?
FRIDA
Ja, han skal der.
HIS: 62
BORKMAN
Hvoraf véd De det?
FRIDA
Han sa’ det selv. For en times tid siden.
FRIDA
Ja, han har været hos fru Wilton hele eftermiddagen.
BORKMAN
forskende
Véd De, om han var indom her også? Om han var inde og talte med nogen nedenunder, mener jeg?
FRIDA
Ja, han så lidt indom til fruen.
BORKMAN
bittert
Aha, – kunde forstå det.
FRIDA
Men der var nok en fremmed dame hos hende, tror jeg.
Skal jeg sige til student Borkman, hvis jeg træffer ham siden, at han skal komme her op til Dem også?
HIS: 63
BORKMAN
barsk
De skal ingenting sige! Det skal jeg meget ha’ mig frabedt. De folk, som ønsker at sé op til mig, de kan komme af sig selv. Jeg be’r ingen.
BORKMAN
driver om og brummer
Godnat.
FRIDA
Godnat, herr Borkman.
Hun går ud gennem den lille tapetdør i baggrunden til venstre.
Borkman går i tanker hen til pianoet og vil lukke det, men lader det være. Sér sig om i al tomheden og gi’r sig til at drive op og ned af gulvet fra hjørnet ved pianoet til hjørnet i baggrunden til højre, – bestandig rastløs og urolig frem og tilbage. Tilsidst går han hen til skrivebordet, lytter over mod fløjdøren, tager hurtig et håndspejl, sér sig i det og retter på sit halstørklæde.
Det banker på fløjdøren. Borkman hører det, sér hurtig derhen, men tier.
HIS: 64
Om lidt banker det igen; dennegang stærkere.
BORKMAN
stående ved skrivebordet med den venstre hånd støttet mod bordpladen og den højre indstukket på brystet
den højre indstukket på brystet
Kom ind!
skyder op i panden.
1.utg: 86
Vilhelm Foldal kommer varsomt ind i salen. Han er en bøjet, udslidt mand med milde, blå øjne og tyndt, langt, gråt hår nedover frakkekraven. En mappe under armen. Blød filthat i hånden og store hornbriller, som han skyder op i panden.
BORKMAN
forandrer stilling og sér på den indtrædende med et halvt skuffet, halvt tilfreds udtryk
Å, er det bare dig.
BORKMAN
med et strængt blik
Jeg synes forresten, du er lovlig sent ude.
FOLDAL
Nå, vejen er ikke så ganske kort, du. Især for en, som skal gå den tilfods.
Det er sundere, det at gå. Og så er jo de ti øre sparet. – Nå, har så Frida nylig været heroppe og spillet for dig?
HIS: 65
BORKMAN
Hun gik lige i dette øjeblik. Mødte du hende ikke udenfor?
FOLDAL
Nej, jeg har ikke set noget til hende på lange tider. Lige siden hun kom i huset til denne fru Wilton.
Du kan gerne sætte dig, du også, Vilhelm.
FOLDAL
sætter sig på stolkanten
FOLDAL
Ja, det véd gud jeg har. Hele fem stykker. Men Frida var den eneste, som sådan forstod mig en smule. (ryster tungt på hovedet) Alle de andre forstår mig sletikke.
BORKMAN
mørk, sér hen for sig og trommer på bordet
FOLDAL
resigneret
Det fik endda være med forståelsen. Med lidt tålmodighed kan en jo altid gå og vente på den en stund endnu. (med tårekvalt stemme) Men der er det, som er bittrere, du.
HIS: 66
BORKMAN
hæftig
Der er ingenting bittrere end det!
BORKMAN
Så? Hvorfor det?
FOLDAL
brister ud
De derhjemme – de foragter mig.
BORKMAN
farer op
Foragter –!
FOLDAL
visker øjnene
Jeg har længe mærket det. Men idag kom det rigtig frem.
Der var jo omtrent intet valg for mig. Og desuden, – gifte sig vil en jo gerne, når en begynder at trække på årene. Og så reduceret, så dybt på knæerne, som jeg dengang var –
BORKMAN
springer op i vrede
Skal dette her være en sigtelse til mig? En bebrejdelse –!
FOLDAL
ængstelig
Nej, for guds skyld, John Gabriel –!
HIS: 67
BORKMAN
Jo, du sidder og tænker på al den ulykke, som brød ind over banken –!
FOLDAL
beroligende
Men jeg gi’r da ikke dig skylden for det! Gud bevare mig vel –!
FOLDAL
BORKMAN
Kunde tænke det.
FOLDAL
For børnene, – de har jo mere kultur, de. Og flere fordringer til livet altså.
BORKMAN
sér deltagende på ham
Og derfor så foragter de ungerne dig, Vilhelm?
FOLDAL
trækker på skuldrene
Jeg har jo ikke gjort videre karriere, sér du. Det må jo indrømmes –
HIS: 68
FOLDAL
BORKMAN
Så er de uforstående, du. For dit sørgespil er godt. Det tror jeg fuldt og fast.
FOLDAL
opklarende
BORKMAN
Har du det med dig?
Ja, jeg tog det med. Det er så længe siden, jeg læste det for dig nu. Og så tænkte jeg, det kanske kunde adsprede dig at høre en akt eller to –
BORKMAN
afværgende, rejser sig
Nej, nej, lad heller være til en anden gang.
FOLDAL
Ja, ja, som du vil da.
Borkman går ud på gulvet, frem og tilbage. Foldal pakker manuskriptet ind igen.
HIS: 69
BORKMAN
standser foran ham
FOLDAL
vil rejse sig
Å, tak skal du ha’ –!
Du må gerne bli’ siddende. (stigende ophidset) Når oprejsningens time slår for mig –. Når de indsér, at de ikke kan undvære mig –. Når de kommer her op til mig på salen – og kryber til korset og trygler mig om at ta’ bankens tøjler igen –! Den nye bank, som de har grundet – og ikke kan magte – (stiller sig ved skrivebordet ligesom før og slår sig for brystet)
Her vil jeg stå og ta’ imod dem! Og det skal høres og spørges videnom i landet, hvad betingelser John Gabriel Borkman stiller for at – (standser pludselig og stirrer på Foldal) Du sér så tvilende på mig! Tror du kanske ikke, at de kommer? At de må, må, må komme til mig engang? Tror du ikke det!
kryber til korset og trygler mig om at ta’ bankens tøjler igen –! Den nye bank, som de har grundet – og ikke kan magte – (stiller sig ved skrivebordet ligesom før og slår sig for brystet)
Her vil jeg stå og ta’ imod dem! Og det skal høres og spørges videnom i landet, hvad betingelser John Gabriel Borkman stiller for at – (standser pludselig og stirrer på Foldal) Du sér så tvilende på mig! Tror du kanske ikke, at de kommer? At de må, må, må komme til mig engang? Tror du ikke det!
FOLDAL
Jo det véd gud jeg gør, John Gabriel.
BORKMAN
sætter sig igen i sofaen
hoverende
HIS: 70
BORKMAN
hoverende
Men de kommer! De kommer nok! Pas på! Hver dag, hver time kan jeg vente dem her. Og du sér, jeg holder mig parat til at ta’ imod dem.
FOLDAL
med et suk
Bare de vilde komme rigtig snart.
BORKMAN
urolig
Ja du, tiden går; årene går; livet, – uh nej – det tør jeg ikke tænke på! (sér på ham) Véd du, hvorledes jeg undertiden føler mig?
FOLDAL
Nå?
FOLDAL
lægger hånden på mappen
Den fornemmelse kender jeg også.
BORKMAN
Å ja, det er nu sådan i det mindre, det.
FOLDAL
stilfærdig
Min lille digterverden har stor værdi for mig, John Gabriel.
BORKMAN
hæftig
Ja, men jeg, som kunde ha’ skabt millioner! Alle bergværkerne, som jeg vilde lagt under mig! Nye gruber i det uendelige! Vandfaldene! Stenbruddene! Handelsveje og skibsforbindelser
Vandfaldene! Stenbruddene! Handelsveje og skibsforbindelserHIS: 71
hele den vide verden udover. Alt, alt skulde jeg alene ha’ fået istand!
BORKMAN
knuger hænderne
FOLDAL
Så går det mig også, du.
BORKMAN
uden at agte på ham
Tænke sig til. Så lige var jeg ved målet. Havde jeg bare fåt otte dages frist til at område mig. Alle deposita skulde da været indløste. Alle de værdier, som jeg med modig hånd havde gjort
på et hængende hår kommet istand. Ingen eneste en skulde ha’ tabt en øre –
område mig. Alle deposita skulde da været indløste. Alle de værdier, som jeg med modig hånd havde gjort HU: 75
brug af, de skulde da igen ha’ ligget på sin plads, som før. De svimlende store aktieselskaber var dengang lige
på et hængende hår kommet istand. Ingen eneste en skulde ha’ tabt en øre –
BORKMAN
i kvalt raseri
HIS: 72
FOLDAL
Nej, sig mig det.
BORKMAN
Det er ikke mord. Ikke røveri eller natligt indbrud. Ikke falsk ed engang. For alt sligt noget, det øves jo mest imod folk, som en hader eller som er en ligegyldige og ikke kommer en ved.
FOLDAL
Men det infameste da, John Gabriel?
BORKMAN
opfarende
Hvad er det, du vil sige! Jeg sér det på dig. Men det slår ikke til. De folk, som havde sine værdipapirer i banken, de skulde fåt alt sit tilbage. Hver eneste smule! – Nej, du, – det infameste, et menneske kan begå, det er at misbruge en vens breve, – lægge frem for alverden det, som bare var betroet til en eneste, på tomandshånd, ligesom en hvisken i et tomt, mørkt, låset værelse. Den mand, som kan gribe til slige midler, han er helt igennem forgiftet og forpestet af
overskurkens moral. Og en slig ven har jeg havt. – Og han var den, som knuste mig.
overskurkens moral. Og en slig ven har jeg havt. – Og han var den, som knuste mig.
HIS: 73
BORKMAN
Jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor han –. Ja, der blev jo rigtignok ymtet om adskilligt dengang.
BORKMAN
FOLDAL
Du skulde jo været minister, blev der sagt.
FOLDAL
Stod ham altså ikke i vejen.
BORKMAN
Å nej; det var ikke derfor, han forrådte mig.
FOLDAL
Ja, da begriber jeg så sandelig ikke –
BORKMAN
Jeg kan gerne sige det til dig, Vilhelm.
HIS: 74
FOLDAL
Nå?
BORKMAN
Det var – sådan et slags kvindehistorie, du.
BORKMAN
afbrydende
Ja, ja, ja, – de gamle, dumme historier snakker vi ikke mere om. – Nå, minister blev da hverken han eller jeg.
BORKMAN
Og jeg i afgrunden.
FOLDAL
Å, det er et frygteligt sørgespil –
BORKMAN
nikker til ham
Næsten lige så frygteligt som dit, synes jeg, når jeg tænker på det.
BORKMAN
lér stille
Men fra en anden side betragtet, så er det virkelig en slags komedie også.
HIS: 75
FOLDAL
En komedie? Dette her?
BORKMAN
Ja slig, som det lader til at arte sig nu. For nu skal du bare høre –
FOLDAL
Nå da?
BORKMAN
Ja, du traf jo ikke Frida, da du kom.
FOLDAL
Nej.
Mens vi to sidder her, så sidder hun nede og spiller til dans hos ham, som forrådte og ruinerte mig.
FOLDAL
Det havde jeg da ingen anelse om.
BORKMAN
Og kan du gætte, hvem hun spiller for – blandt andre?
HIS: 76
FOLDAL
Nå?
FOLDAL
Hvad!
BORKMAN
Ja, hvad synes du, Vilhelm? Min søn er dernede i de dansendes rækker iaften. Er det så ikke en komedie, som jeg siger?
FOLDAL
Ja, men så véd han visst ikke noget, du.
BORKMAN
Hvad véd han ikke?
FOLDAL
Han véd visst ikke, hvorledes han – denne – nå –
BORKMAN
Du kan gerne nævne navnet. Jeg kan godt tåle at høre det nu.
BORKMAN
mørk, sidder og banker i bordet
Han kender den, du, – så visst, som jeg sidder her.
HIS: 77
FOLDAL
Men kan du da tænke, at han skulde søge omgang i det hus!
BORKMAN
ryster på hovedet
Min søn sér vel ikke på tingene med samme slags øjne som jeg. Jeg tør sværge på, at han står på mine fienders side! Han synes sagtens, ligesom de, at advokat Hinkel bare gjorde sin forbandede skyldighed, da han gik hen og forrådte mig.
FOLDAL
Men, kære, hvem skulde ha’ stillet sagen i det lys for ham?
Hvem? Glemmer du, hvem der har opdraget ham? Først hans tante – fra han var en sex–syv år gammel. Og nu bagefter – hans mor!
FOLDAL
Jeg tror, du gør dem uret i dette her.
Jeg gør aldrig noget menneske uret! Begge to så har de hidset ham imod mig, hører du jo!
FOLDAL
spagfærdig
Ja, ja, ja, så har de vel det da.
BORKMAN
harmfuld
HIS: 78
BORKMAN
Så? Nævn mig nogen eneste en, som duer da!
FOLDAL
Nej, det er sagen. De få, jeg kender, de duer ikke.
Ja, hvad nytter det så! At der er slige kvinder til, – når en ikke kender dem!
FOLDAL
varmt
BORKMAN
hårdt
Ja, jeg gør! Det er dette her, som er skyld i, at du aldrig er kommen frem i verden. Hvis du vilde la’ alt sligt noget fare, så kunde jeg endnu hjælpe dig på fode, – hjælpe dig i vejret.
FOLDAL
mens det koger indeni ham
Å, det kan du jo ikke.
HIS: 79
FOLDAL
Men det har visst forfærdelig lange udsigter.
FOLDAL
Jeg véd ikke, hvad jeg skal svare dig.
BORKMAN
rejser sig, kold og fornem, med en håndbevægelse mod døren
Så har jeg ikke længer nogen brug for dig.
BORKMAN
Når du ikke tror, at min skæbne vil vende sig –
BORKMAN
hurtig
Umuligt, mener du?
HIS: 80
FOLDAL
FOLDAL
Loven kender ikke den slags hensyn.
BORKMAN
hårdt og afgørende
Du er ingen digter, Vilhelm.
BORKMAN
afvisende, uden at svare
Vi spilder bare vor tid på hinanden. Bedst, at du ikke kommer igen.
FOLDAL
Vil du altså, at jeg skal gå fra dig?
BORKMAN
uden at sé på ham
Har ingen brug for dig længer.
FOLDAL
sagtmodig, tager mappen
Nej, nej, nej; kan så være, det.
BORKMAN
Her har du altså hele tiden løjet for mig.
HIS: 81
BORKMAN
Har du ikke siddet her og løjet håb og tro og tillid ind i mig?
FOLDAL
BORKMAN
Vi har bedraget hinanden gensidig altså. Og kanske bedraget os selv – begge to.
FOLDAL
Men er da ikke det i grunden venskab, John Gabriel?
BORKMAN
smiler bittert
Jo, det, at bedrage, – det er venskab. Det har du ret i. Den erfaring har jeg gjort en gang før.
BORKMAN
blødere i stemmen
Nå, jeg er jo ikke nogen sagkyndig på det område.
FOLDAL
Kanske mere end du selv véd.
BORKMAN
Jeg?
sagte
HIS: 82
FOLDAL
sagte
Ja, du. For jeg har selv havt mine tvil – en gang imellem, skal du vide. Den grufulde tvil – at jeg har forkvaklet livet for en indbildnings skyld.
BORKMAN
Du også for mig.
FOLDAL
Godnat, John Gabriel.
BORKMAN
Godnat, Vilhelm.
Foldal går ud til venstre.
Borkman står en stund og stirrer mod den lukkede dør; gør en bevægelse, som om han vilde kalde Foldal tilbage, men betænker sig og begynder at gå op og ned ad gulvet med hænderne på ryggen. Derpå standser han ved sofabordet og slukker lampen. Det bliver halvmørkt i salen.
betænker sig og begynder at gå op og ned ad gulvet med hænderne på ryggen. Derpå standser han ved sofabordet og slukker lampen. Det bliver halvmørkt i salen.
HIS: 83
BORKMAN
ved bordet, farer sammen, vender sig og spørger højlydt
Hvem er det, som banker?
Intet svar; det banker igen.
Ella Rentheim, med et tændt lys i hånden, kommer tilsyne i døren. Hun er klædt i sin sorte dragt, som før, med kåben kastet løst over skuldrene.
BORKMAN
stirrer på hende
Hvem er De? Hvad vil De mig!
ELLA RENTHEIM
lukker døren efter sig og kommer nærmere
Det er mig, Borkman.
Hun sætter lyset fra sig på pianoet og bliver stående der.
Er det – er det Ella? Er det Ella Rentheim?
Ja. – Det er «din» Ella, – som du kaldte mig før i tiden. Engang. For de mange – mange år siden.
HIS: 84
ELLA RENTHEIM
Kan du kende mig igen?
BORKMAN
Ja, nu begynder jeg at –
BORKMAN
tvungent
Du er ble’t noget forandret. Sådan i første øjeblik –
ELLA RENTHEIM
Jeg har ikke de mørke krøllerne nedover nakken nu. De, som du engang holdt så af at sno om dine fingre.
ELLA RENTHEIM
med et trist smil
Akkurat. Det er frisuren, som gør det.
BORKMAN
afledende
Jeg vidste ellers ikke af, at du var her på disse kanter af landet.
BORKMAN
Hvorfor er du rejst hidover, – nu, ved vintertid?
HIS: 85
ELLA RENTHEIM
Det skal du få høre.
ELLA RENTHEIM
Dig også. Men skal vi tale om det, så må jeg begynde langt tilbage.
BORKMAN
Du er visst træt.
ELLA RENTHEIM
Ja, jeg er træt.
BORKMAN
Vil du ikke sætte dig? Der, – i sofaen.
ELLA RENTHEIM
Jo tak. Jeg trænger til at sidde.
Hun går over til højre og sætter sig i det forreste sofahjørne. Borkman står ved bordet med hænderne på ryggen og sér på hende. Kort taushed.
ELLA RENTHEIM
Det er usigelig længe siden vi to mødtes, ansigt til ansigt, Borkman.
HIS: 86
ELLA RENTHEIM
Et helt menneskeliv ligger imellem. Et forspildt menneskeliv.
ELLA RENTHEIM
Ja, just forspildt. For os begge.
ELLA RENTHEIM
Nå, men mit liv da?
ELLA RENTHEIM
med et ryk
Og det siger du!
BORKMAN
Du kunde så godt ble’t lykkelig uden mig.
ELLA RENTHEIM
Tror du det?
BORKMAN
Ifald du bare selv havde villet.
ELLA RENTHEIM
bittert
Ja, jeg véd jo nok, at der stod en anden parat til at ta’ imod mig –
HIS: 87
BORKMAN
Men ham viste du væk –
BORKMAN
Gang på gang viste du ham væk. År efter år –
ELLA RENTHEIM
hånligt
– år efter år viste jeg lykken fra mig, mener du vel?
ELLA RENTHEIM
Du –?
BORKMAN
Ja, da havde du frelst mig, Ella.
ELLA RENTHEIM
Hvorledes mener du det?
Han trode, det var mig, som stod bagved dine afvisninger, – dine evige afslag. Og så tog han hævn. For det kunde han så let, – han, som havde alle mine uforbeholdne, tillidsfulde breve i sit værge. Dem gjorde han brug af, – og så var det ude med mig – indtil videre da. Sé, alt det er du skyld i, Ella!
HIS: 88
ELLA RENTHEIM
BORKMAN
ELLA RENTHEIM
– så længe jeg fik lov til det –
– fik lov af din søster, ja. Jeg har aldrig blandet mig ind i disse huslige spørgsmål. – Som jeg vilde sagt, – jeg véd, hvad du har ofret for mig og for din søster. Men du kunde også gøre det, Ella. Og du skal vel huske på, at det var mig, som satte dig i stand til at kunne det.
ELLA RENTHEIM
oprørt
BORKMAN
afbrydende
Kære, lad os ikke komme ind på følelser og sligt noget. Jeg mener naturligvis, at når du handled, som du gjorde, så var det mig, som gav dig evnen til det.
ELLA RENTHEIM
smiler
Hm, evnen, evnen –
Ja, netop evnen! Da det store, afgørende slag skulde stå, – da jeg ikke kunde spare hverken slægt eller venner, – da jeg måtte gribe – og altså også greb til millionerne, som var betroet mig, – da sparte jeg alt det, som dit var, alt, hvad du ejed og havde, – skønt jeg kunde ta’t og lånt det – og brugt det – ligesom alt det øvrige!
ta’t og lånt det – og brugt det – ligesom alt det øvrige!
ELLA RENTHEIM
kold og rolig
Det er sandt og rigtig, Borkman.
BORKMAN
Det er det. Og derfor, – da de så kom og tog mig, – så fandt de også alt dit urørt i bankens kælder.
Jeg har så tidt tænkt på det, – hvorfor sparte du egentlig alt det, som mit var? Og bare det alene?
ELLA RENTHEIM
Ja, hvorfor? Sig mig det.
BORKMAN
hårdt og hånligt
ELLA RENTHEIM
Å nej, du, – det tænkte du visst ikke på i de dage.
HIS: 90
BORKMAN
Aldrig! Jeg var så uryggelig sikker på sejren.
ELLA RENTHEIM
Ja, men hvorfor så alligevel –?
BORKMAN
trækker på skuldrene
Herregud, Ella, – det er ikke så godt at huske bevæggrunde, som er en snes år gamle. tilmode ligesom jeg kunde tænke mig en luftskipper. Gik der i de søvnløse nætter og fyldte en kæmpeballon og skulde til at sejle udover et usikkert, farefuldt verdenshav.
snes år gamle. 1.utg: 127
Jeg husker bare, at når jeg gik der ensom og tumled i stilhed med alle de store foretagender, som skulde sættes i værk, så syntes jeg, at jeg var tilmode ligesom jeg kunde tænke mig en luftskipper. Gik der i de søvnløse nætter og fyldte en kæmpeballon og skulde til at sejle udover et usikkert, farefuldt verdenshav.
ELLA RENTHEIM
smiler
Du, som aldrig tvilte på sejren?
BORKMAN
utålmodig
Menneskene er slig, Ella. De både tviler og de tror på den samme ting. (hen for sig) Og derfor var det vel, at jeg ikke vilde ha’ dig og dit med mig i ballonen.
ELLA RENTHEIM
i spænding
Hvorfor, spør’ jeg! Sig, hvorfor!
BORKMAN
uden at sé på hende
En ta’r ikke gerne det dyreste med ombord på slig færd.
HIS: 91
BORKMAN
Livet er ikke altid det dyreste.
ELLA RENTHEIM
åndeløs
Stod det slig for dig dengang?
BORKMAN
Det forekommer mig så.
ELLA RENTHEIM
Og dengang var der dog gået år og dag hen, efter at du havde sveget mig – og giftet dig med – med en anden!
BORKMAN
Jeg kunde ikke undvære hans hjælp. Og han satte dig som pris for hjælpen.
ELLA RENTHEIM
Og du betalte prisen. Fuldt ud. Uden prutning.
HIS: 92
BORKMAN
Kan det være sandt, som du siger, at jeg dengang var dig det dyreste i verden?
BORKMAN
Både dengang og siden, – længe, længe bagefter.
ELLA RENTHEIM
BORKMAN
mørk og bøjet
Den tvingende nødvendighed var over mig, Ella.
ELLA RENTHEIM
rejser sig vildt og dirrende fra sofaen
Forbryder!
ELLA RENTHEIM
BORKMAN
spændt
Hvad da, Ella?
HIS: 93
ELLA RENTHEIM
Tro mig, jeg skulde båret det så gladelig med dig. Skammen, ødelæggelsen, – alt, alt skulde jeg ha’ hjulpet dig at bære –
BORKMAN
Havde du villet det? Kunnet det?
Både villet og kunnet det. For dengang kendte jeg jo ikke din store, forfærdelige forbrydelse –
BORKMAN
Hvilken! Hvad sigter du til?
BORKMAN
stirrer på hende
Du må være fra dig selv.
ELLA RENTHEIM
træder nærmere
Du er en morder! Du har begået den store dødssynd!
BORKMAN
viger henover mod pianoet
Raser du, Ella!
Du har dræbt kærlighedslivet i mig. (nærmere mod ham) Forstår du, hvad det vil sige?
Der tales i bibelen om en gådefuld synd, som der ingen tilgivelse er for. Jeg har aldrig før kunnet begribe, hvad det var for noget. Nu begriber jeg det. Den store nådeløse synd, – det er den synd at myrde kærlighedslivet i et menneske.
HIS: 94
BORKMAN
Og det siger du, jeg har gjort?
ELLA RENTHEIM
Du har gjort det. Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad der egentlig var vederfaret mig, før nu ikveld. Det, at du svigted mig og vendte dig til Gunhild istedet, – det tog jeg bare sådan som en almindelig ustadighed fra din side. Og som en følge af hjerteløse kunstgreb fra hendes. Og jeg tror næsten, jeg foragted dig en smule – trods alt. – Men nu sér jeg det! Du sveg den kvinde, du elsked! Mig, mig, mig! Det dyreste, du afhænde for vindings skyld. Det er dobbeltmordet, som du har gjort dig skyldig i! Mordet på din egen sjæl og på min!
vederfaret mig, før nu ikveld. Det, at du svigted mig og vendte dig til Gunhild istedet, – det tog jeg bare sådan som en almindelig ustadighed fra din side. Og som en følge af hjerteløse kunstgreb fra hendes. Og jeg tror næsten, jeg foragted dig en smule – trods alt. – Men nu sér jeg det! Du sveg den kvinde, du elsked! Mig, mig, mig! Det dyreste, du 1.utg: 134
vidste i verden, det var du rede HU: 87
til at afhænde for vindings skyld. Det er dobbeltmordet, som du har gjort dig skyldig i! Mordet på din egen sjæl og på min!
BORKMAN
kold og behersket
ELLA RENTHEIM
Nej, det gør jeg rigtignok ikke.
ELLA RENTHEIM
Bare den! Bare den! Det har du ret i.
Men du får huske på, at jeg er en mand. Som kvinde var du
HIS: 95
mig det dyreste i verden. Men når endelig så må være, så kan dog en kvinde erstattes af en anden –
ELLA RENTHEIM
sér på ham med et smil
Gjorde du den erfaring, da du havde taget Gunhild til hustru?
BORKMAN
Nej. Men mine opgaver i livet hjalp mig til at bære det også. Alle magtens kilder i dette land vilde jeg gøre mig underdanige. Alt, hvad jord og fjeld og skog og hav rummed af rigdomme – det vilde jeg underlægge mig og skabe herredømme for mig selv og derigennem velvære for de mange, mange tusend andre.
herredømme for mig selv og derigennem velvære for de mange, mange tusend andre.
ELLA RENTHEIM
fortabt i erindringen
Jeg kender det. Så mangen aften, som vi talte om dine formål –
ELLA RENTHEIM
BORKMAN
nikker
Jeg kan huske det udtryk. (langsomt) Alle guldets slumrende ånder.
ELLA RENTHEIM
Men du tog det ikke for spøg. Du sa’: ja, ja, Ella, det er netop det, jeg vil.
HIS: 96
BORKMAN
Rigtig, ja! Ifald du på din side gav afkald på den kvinde, du havde kær, – og som havde dig så usigelig kær igen.
BORKMAN
Jeg kendte hans fortærende lidenskab for dig. Vidste, at han aldrig på noget andet vilkår –
ELLA RENTHEIM
Og så slog du til.
BORKMAN
hæftig
ELLA RENTHEIM
Og jeg var som udslettet af dit liv.
ELLA RENTHEIM
efter en kort, tankefuld taushed
Borkman, – synes du ikke, at der ligesom har hvilet forbandelse over hele vort forhold?
HIS: 97
BORKMAN
sér på hende
Forbandelse?
ELLA RENTHEIM
Ja. Synes du ikke det?
BORKMAN
urolig
Jo. Men hvorfor egentlig –? (udbrydende) Å, Ella, – jeg véd snart ikke længer, hvem der har ret, – enten jeg eller du!
ELLA RENTHEIM
Du er den, som har forsyndet dig. Du fik al menneskeglæde til at dø i mig.
ELLA RENTHEIM
Al kvindelig menneskeglæde idetmindste. Fra den tid, da dit billede begyndte at slukne i mig, har jeg levet mit liv som under en solformørkelse. I alle disse år er det ble’t mig mere og mere imod, – rent umuligt tilslut, at elske nogen levende skabning. Ikke mennesker, ikke dyr eller planter. Bare denne eneste ene –
idetmindste. Fra den tid, da dit billede begyndte at slukne i mig, har jeg levet mit liv som under en solformørkelse. I alle disse år er det ble’t mig mere og mere imod, – rent umuligt tilslut, at elske nogen levende skabning. Ikke mennesker, ikke dyr eller planter. Bare denne eneste ene –
ELLA RENTHEIM
Erhart, naturligvis.
BORKMAN
Erhart –?
BORKMAN
Har han altså virkelig ligget dig så varmt på hjerte?
ELLA RENTHEIM
Hvorfor tror du ellers, jeg tog ham til mig? Og beholdt ham, så længe jeg bare kunde? Hvorfor?
BORKMAN
Jeg tænkte, det var af barmhjertighed. Ligesom alt det øvrige.
ELLA RENTHEIM
i stærkt indre oprør
Barmhjertighed, siger du! Haha! Jeg har aldrig kendt noget til barmhjertighed – siden du sveg mig. Jeg kunde det ligefrem ikke. Kom der et fattigt, forsultent barn ind i mit køkken og frøs og græd og bad om lidt mad, så lod jeg kokkepigen besørge det. Følte grant! Det er dig, som har gjort det ørkentomt og ørkengoldt indeni mig – og udenom også!
1.utg: 141
aldrig nogen trang til at ta’ barnet ind til mig selv, varme det ved min egen ovn, glæde mig ved at sidde og sé på, at det fik spise sig mæt. Og jeg havde da aldrig været slig i min ungdom; det mindes jeg så grant! Det er dig, som har gjort det ørkentomt og ørkengoldt indeni mig – og udenom også!
BORKMAN
Bare ikke for Erhart.
ELLA RENTHEIM
HIS: 99
BORKMAN
Siger du det, Ella?
ELLA RENTHEIM
Hvem véd? Det var kanske en mors sorger og tårer, som havde tjent mig bedst. (i stærkere slå mig til tåls med tabet dengang! Og derfor så tog jeg Erhart til mig. Vandt
1.utg: 142
bevægelse) Men jeg kunde ikke slå mig til tåls med tabet dengang! Og derfor så tog jeg Erhart til mig. Vandt HU: 90
ham helt. Vandt hele hans varme, tillidsfulde barnehjerte for mig, – indtil –. Åh!
BORKMAN
Indtil hvad?
BORKMAN
Han måtte vel fra dig igen. Her ind til byen.
ELLA RENTHEIM
vrider hænderne
Ja, men jeg bærer ikke forladtheden, du! Ikke tomheden! Ikke tabet af din søns hjerte!
BORKMAN
med et ondt udtryk i øjnene
HIS: 100
BORKMAN
Er det altså for at hente ham hjem til dig, at du kommer her?
BORKMAN
Gørligt er det jo, hvis du endelig så vil ha’ det. For du har jo det største og første krav på ham.
ELLA RENTHEIM
Å, krav, krav! Hvad gælder da krav her? Har jeg ham ikke frivillig, – så har jeg ham slet ikke. Og det er det, jeg må! Helt og udélt må jeg ha’ mit barns hjerte nu!
Du må huske på, at Erhart er inde i tyveårsalderen. Længe vilde du vel ikke kunne gøre regning på at få beholde hans hjerte udélt, som du udtrykker dig.
ELLA RENTHEIM
med et tungt smil
Det behøvte ikke at vare så svært længe.
BORKMAN
studser
Hvad vil du sige med det?
HIS: 101
ELLA RENTHEIM
Du véd da vel, at jeg har været sygelig i alle de sidste år?
ELLA RENTHEIM
Véd du ikke det?
BORKMAN
Nej, ikke egentlig –
ELLA RENTHEIM
sér overrasket på ham
Har ikke Erhart fortalt dig det?
ELLA RENTHEIM
Overhodet ikke talt om mig kanske?
BORKMAN
ELLA RENTHEIM
Véd du det så sikkert, Borkman?
BORKMAN
Ja visst véd jeg det. (forandrer tonen) Nå, men du har altså været sygelig, Ella?
HIS: 102
ELLA RENTHEIM
Ja, jeg har det. Og nu i høst tog det en sådan overhånd, så jeg måtte her ind og tale med læger, som er mere kyndige.
BORKMAN
Og du har alt talt med dem kanske?
ELLA RENTHEIM
Ja, i formiddag.
BORKMAN
Hvad sa’ de for noget da?
BORKMAN
Nå?
ELLA RENTHEIM
jævn og rolig
Det er en dødelig sygdom, jeg bærer på, Borkman.
BORKMAN
Å, tro da ikke sligt noget, Ella!
ELLA RENTHEIM
HIS: 103
BORKMAN
Å, men det kan vare længe endnu, – tro du mig.
BORKMAN
uden at tænke ved det
Nå ja, – vinteren er jo lang, den.
ELLA RENTHEIM
stille
Den er ialfald lang nok for mig.
BORKMAN
ivrig, afledende
Men hvad i al verden kan den sygdom være kommet af? Du, som da visst har levet så sundt og så regelret –? Hvad kan det da være kommet af?
ELLA RENTHEIM
sér på ham
Lægerne tænkte sig, at jeg kanske engang havde havt store sindsbevægelser at gå igennem.
Sindsbevægelser! Aha, jeg forstår! Det skulde være mig, som har skylden!
ELLA RENTHEIM
i stigende indre oprør
Det er det for sent at drøfte nu! Men jeg må ha’ mit hjertes eget eneste barn igen, før jeg går bort! Det er så usigelig tungt for mig at tænke på, at jeg skal forlade alt, hvad liv er, – forlade sol og lys og luft, uden at lade efter mig her en eneste en, som vilde tænke på mig, mindes mig varmt og vemodigt, – slig, som en søn tænker på og mindes den mor, han har mistet.
HIS: 104
BORKMAN
efter et kort ophold
Tag ham, Ella, – ifald du kan vinde ham.
ELLA RENTHEIM
livfuldt
Gir du dit samtykke? Kan du det?
Ja. Og det er ikke noget så stort offer, du. For jeg ejer ham så ikke alligevel.
ELLA RENTHEIM
ELLA RENTHEIM
Du vil kanske finde det barnagtigt af mig, – ikke kunne forstå det –
BORKMAN
Sig det, – sig det da!
ELLA RENTHEIM
Når jeg nu snart går bort, så efterlader jeg mig ikke så ganske lidet –
ELLA RENTHEIM
Og det er min agt at la’ det altsammen gå over på Erhart.
HIS: 105
BORKMAN
Ja, du har jo egentlig ikke nogen nærmere.
BORKMAN
Ingen af din egen slægt. Du er den sidste.
ELLA RENTHEIM
nikker langsomt
Ja, så er det netop. Når jeg dør, – så dør navnet Rentheim også. Og det er mig en så kvælende tanke. Udslettes af tilværelsen – lige til navnet –
ELLA RENTHEIM
lidenskabeligt
Lad ikke det få ské! Lad Erhart få bære navnet efter mig!
BORKMAN
sér hårdt på hende
Jeg forstår dig nok. Du vil fri min søn fra at bære sin fars navn. Det er sagen.
ELLA RENTHEIM
Aldrig det! Jeg skulde selv så trodsig og gladelig ha’ båret det sammen med dig! Men en mor, som snart skal dø –. Et navn binder mere end du tror og véd, Borkman.
BORKMAN
kold og stolt
Godt og vel, Ella. Jeg skal være mand for at bære mit navn alene.
Tak, tak! Nu er der fuldt opgør mellem os! Jo, jo, lad så være, det! Du har gjort godt igen, hvad du kunde. For når jeg er ude af livet, så lever Erhart Rentheim efter mig!
Tapetdøren slåes op. Fru Borkman, med det store tørklæde over hovedet, står i døråbningen.
ELLA RENTHEIM
viger tilbage
Gunhild!
BORKMAN
hårdt og truende
Her op til mig har ingen lov til at komme!
FRU BORKMAN
et skridt indenfor
Jeg ta’r mig lov til det.
FRU BORKMAN
Jeg vil kæmpe og stride for dig. Værge dig imod de onde magter.
ELLA RENTHEIM
De værste magter er i dig selv, Gunhild!
FRU BORKMAN
hårdt
Lad så være med det. (truende, med oprakt arm) Men det siger jeg, – sin fars navn skal han bære! Og bære det højt frem til
bære det højt frem til HIS: 107
ære igen! Og jeg alene vil være hans mor! Jeg alene! Mit skal min søns hjerte være. Mit og ingen andens.Hun går ud gennem tapetdøren og lukker efter sig.
ELLA RENTHEIM
rystet og oprevet
BORKMAN
sér på hende
Vi? Jeg også, mener du?
ELLA RENTHEIM
Både du og jeg.
BORKMAN
ryster på hovedet
Hun er hård, du. Hård, som den malm, jeg engang drømte om at bryde ud af fjeldene.
ELLA RENTHEIM
Så prøv det da nu!
Borkman svarer ikke; står og sér uviss på hende.
Fru Borkmans dagligstue. Lampen brænder fremdeles foran på kanapébordet. Inde i havestuen er der slukket og mørkt.
kanapébordet. Inde i havestuen er der slukket og mørkt.Fru Borkman, med tørklædet over hovedet, kommer i hæftigt indre oprør ind gennem forstuedøren, går hen til vinduet og trækker forhænget lidt tilside; derpå går hun hen og sætter sig ved kakkelovnen, men springer snart op igen og går hen og ringer på klokkestrængen. Står ved kanapéen og venter en stund. Ingen kommer. Derpå ringer hun igen; dennegang hæftigere.
kakkelovnen, men springer snart op igen og går hen og ringer på klokkestrængen. Står ved kanapéen og venter en stund. Ingen kommer. Derpå ringer hun igen; dennegang hæftigere.Lidt efter kommer stuepigen ind fra forstuen. Hun sér grætten og søvnig ud og synes at have klædt sig på i en fart.
STUEPIGEN
Ja, frue, jeg hørte det nok.
FRU BORKMAN
Og så kommer De ikke alligevel.
HIS: 109
FRU BORKMAN
Ja, De får klæ’ Dem ordentlig på. Og så må De straks løbe hen og hente min søn.
STUEPIGEN
sér forbauset på hende
Skal jeg hente studenten?
FRU BORKMAN
Ja, De skal bare sige, at han må komme hjem til mig straks, for jeg vil tale med ham.
FRU BORKMAN
Hvorfor det?
FRU BORKMAN
Å, det gør ingenting. Bare skynd Dem og gå! Det er jo lige her om hjørnet.
HIS: 110
STUEPIGEN
spydig
FRU BORKMAN
studser
Ja, hvor skulde han ellers være?
FRU BORKMAN
Hvor, mener De?
STUEPIGEN
Hos denne her fru Wilton, som de kalder hende.
FRU BORKMAN
Fru Wilton? Min søn plejer da ikke komme så ofte der.
Hun vil gå ud gennem forstuen. I det samme åbnes døren til denne. Ella Rentheim og Borkman viser sig på tærskelen.
FRU BORKMAN
vakler et skridt tilbage
Hvad skal dette her betyde!
HIS: 111
STUEPIGEN
forskrækket, folder uvilkårlig hænderne
FRU BORKMAN
hvisker til pigen
Sig, at han må komme straks på timen!
Ella Rentheim og, efter hende, Borkman kommer ind i værelset. Stuepigen smyger sig bag dem ud gennem døren og lukker efter sig.
Kort taushed.
ELLA RENTHEIM
Han vil prøve på at komme til forståelse med dig, Gunhild.
FRU BORKMAN
Det har han aldrig prøvet på før.
FRU BORKMAN
BORKMAN
går nærmere
Og iaften er det mig, som vil gi’ forklaring.
BORKMAN
Ikke om det, jeg har forgået mig i. For det kender jo al verden.
FRU BORKMAN
drager et bittert suk
Ja, det er et sandt ord. Al verden kender det.
BORKMAN
Men den kender ikke, hvorfor jeg har forgået mig. Hvorfor jeg måtte forgå mig. Menneskene skønner ikke, at jeg måtte det, fordi jeg var mig selv, – fordi jeg var John Gabriel Borkman, – og ikke nogen anden. Og det er det, jeg vil prøve på at gi’ dig en forklaring over.
FRU BORKMAN
ryster på hovedet
FRU BORKMAN
slår afvisende ud med hånden
BORKMAN
Jeg også. I de fem endeløse år i cellen – og andetsteds – havde jeg tid til det. Og i de otte år ovenpå i salen havde jeg endnu bedre tid. Jeg har taget hele retssagen op igen til fornyet behandling – for mig selv. Gang efter gang har jeg taget den op. Jeg har været min egen anklager, min egen forsvarer og krænget og endevendt hver eneste en af mine handlinger. Betragtet dem både forfra og bagfra lige så skånselløst, lige så ubarmhjertigt, som nogen
HIS: 113
min egen dommer. Mere upartisk, end nogensomhelst anden, – det tør jeg nok sige. Jeg har gået deroppe på salsgulvet og krænget og endevendt hver eneste en af mine handlinger. Betragtet dem både forfra og bagfra lige så skånselløst, lige så ubarmhjertigt, som nogen HU: 98
advokat. Og det domsresultat, jeg stadig kommer til, det er det, at den 1.utg: 164
eneste, jeg har forbrudt mig imod, – det er mig selv.
FRU BORKMAN
End imod mig da? Og imod din søn?
BORKMAN
Du og han kommer ind under det, jeg mener, når jeg siger mig selv.
FRU BORKMAN
Og så de mange hundrede andre da? De, som folk siger, at du skal ha’ ruineret?
BORKMAN
hæftigere
FRU BORKMAN
Ja, til brændemærke for navnet Borkman.
HIS: 114
FRU BORKMAN
Ingen, ingen uden du havde gjort det!
BORKMAN
Kanske ikke. Men så var det, fordi de ikke havde evner som jeg. Og havde de gjort det, så havde de ikke gjort det med mine formål for øje. Handlingen var da ble’t en anden. – Kort og godt, – jeg har frikendt mig selv.
BORKMAN
nikker
Frikendt mig for så vidt. Men så kommer den store, knugende selvanklage.
BORKMAN
Jeg har gået deroppe og sløset bort hele otte kostbare år af mit liv! Samme dag, jeg kom på fri fod, skulde jeg gået ud i virkeligheden, – ud i den jernhårde, drømmeløse virkelighed! Jeg skulde begyndt nedenfra og svunget mig op til højderne påny, – højere, end nogensinde før, – trods alt det, som ligger imellem.
BORKMAN
ryster på hovedet og sér belærende på hende
Der sker ingenting nyt. Men det, som er sket, – det gentager sig heller ikke. Det er øjet, som forvandler handlingen. Det HIS: 115
genfødte øje forvandler den gamle handling. (afbryder) Nå, det forstår du ikke.
BORKMAN
ELLA RENTHEIM
sér på ham
Aldrig, Borkman?
BORKMAN
Undtagen hos en – kanske. For længe, længe siden. I de dage, da jeg ikke syntes, at jeg havde forståelse behov. Ellers, siden, aldrig hos nogen! Ingen har jeg havt, som var årvågen nok til at være påfærde og kalde på mig, – ringe for mig som en morgenklokke, – mane mig op til frejdigt arbejde påny –. Og så prænte mig ind, at jeg intet ubodeligt har bedrevet.
være påfærde og kalde på mig, – ringe for mig som en morgenklokke, – mane mig op til frejdigt arbejde påny –. Og så prænte mig ind, at jeg intet ubodeligt har bedrevet.
BORKMAN
i svulmende harme
FRU BORKMAN
sér hårdt på ham
Hvorfor kom du aldrig og spurgte mig efter det, som du kalder forståelse?
HIS: 116
BORKMAN
FRU BORKMAN
afvisende, slår ud med hånden
Du har aldrig elsket noget udenfor dig selv, – det er kærnen i det hele.
FRU BORKMAN
Magten, ja!
FRU BORKMAN
Du havde engang magten til at gøre mig lykkelig. Har du brugt den til det?
BORKMAN
uden at sé på hende
Nogen må som oftest bukke under – i et skibbrud.
FRU BORKMAN
Og din egen søn! Har du brugt din magt – eller har du levet og åndet for at gøre ham lykkelig?
FRU BORKMAN
Nej, det er sandt. Du kender ham ikke engang.
HIS: 117
BORKMAN
hårdt
Det har du, – du, hans mor, sørget for.
BORKMAN
Du?
FRU BORKMAN
Ja, just jeg. Jeg alene.
BORKMAN
Så sig det da.
BORKMAN
med en kort, tør latter
Mit eftermæle? Sé, sé! Det klinger jo næsten, som om jeg alt var død.
FRU BORKMAN
med eftertryk
Det er du også.
BORKMAN
langsomt
HIS: 118
FRU BORKMAN
hæver hånden
Drøm aldrig mere om liv! Forhold dig rolig, der du ligger!
FRU BORKMAN
uden at høre på hende
Jeg vil rejse mindesmærket over graven.
FRU BORKMAN
i stigende sindsbevægelse
Å nej, det skal ikke være noget mærke af sten eller metal. Og ingen skal få lov til at ætse nogen hånfuld indskrift ind i det mærke, jeg rejser. Der skal plantes ligesom en klynge af levende hegn, af trær og busker tæt, tæt omkring dit gravliv. Der skal dækkes over alt det dunkle, som engang var. Skjules i glemsel for menneskenes øjne John Gabriel Borkman!
ætse nogen hånfuld indskrift ind i det mærke, jeg rejser. Der skal plantes ligesom en klynge af levende hegn, af trær og busker tæt, tæt omkring dit gravliv. Der skal dækkes over alt det dunkle, som engang var. Skjules i glemsel for menneskenes øjne John Gabriel Borkman!
FRU BORKMAN
BORKMAN
mørk og truende
Er det Erhart, du mener, så sig det straks!
HIS: 119
FRU BORKMAN
sér ham fast i øjnene
Brøde imod en fremmed bare. Husk på brøden imod mig! (sér hoverende på dem begge) Men han lyder jer ikke! Når jeg skriger efter ham i min nød, så kommer han! For det er hos mig, han vil være! Hos mig og aldrig hos nogen anden – (lytter pludselig og råber) Der hører jeg ham! Der er han, – der er han! Erhart!
hoverende på dem begge) Men han lyder jer ikke! Når jeg skriger efter ham i min nød, så kommer han! For det er hos mig, han vil være! Hos mig og aldrig hos nogen anden – (lytter pludselig og råber) Der hører jeg ham! Der er han, – der er han! Erhart!Erhart Borkman river ilsomt entrédøren op og kommer ind i stuen. Han er i overfrakke og har hatten på hovedet.
har hatten på hovedet.
ERHART
tier et øjeblik; så spørger han
Hvad er det, du vil mig, mor? Hvad er her hændt!
FRU BORKMAN
breder armene ud imod ham
Jeg vil sé dig, Erhart! Jeg vil ha’ dig hos mig – altid!
FRU BORKMAN
Ha’ dig, ha’ dig, vil jeg! For der er nogen, som vil ta’ dig fra mig!
ERHART
viger et skridt
Ah, – du véd det altså!
FRU BORKMAN
Ja. Véd du det også?
ERHART
studser og sér på hende
Om jeg véd det? Ja, naturligvis –
FRU BORKMAN
Aha, et aftalt spil! Bag min ryg! Erhart, Erhart!
FRU BORKMAN
Jeg véd det altsammen. Jeg véd, at din tante er kommen her for at ta’ dig fra mig.
ERHART
Tante Ella!
ELLA RENTHEIM
Å, hør først lidt på mig, Erhart!
vedblivende
HIS: 121
FRU BORKMAN
vedblivende
ELLA RENTHEIM
Ja, det er sandt.
ERHART
Jeg har ikke vidst et ord om sligt noget før nu. Hvorfor vil du ha’ mig til dig nu igen?
ELLA RENTHEIM
Fordi jeg føler, at jeg mister dig her.
FRU BORKMAN
hårdt
For min skyld mister du ham, – ja! Og det er bare i sin orden, det.
Erhart, jeg har ikke råd til at miste dig. For du skal vide, at jeg er et ensomt, – døende menneske.
ELLA RENTHEIM
Ja, døende. Vil du være hos mig til det sidste? Knytte dig helt til mig? Være for mig, som om du var mit eget barn –
HIS: 122
FRU BORKMAN
afbrydende
– og svigte din mor og kanske din opgave i livet også? Vil du det, Erhart?
ELLA RENTHEIM
Jeg er dømt til at gå bort. Svar mig, Erhart.
ERHART
varmt, bevæget
Tante Ella, – du har været mig så usigelig god. Hos dig har jeg fåt lov til at vokse op i al den sorgløse lykkefølelse, som jeg tror, der kan være over noget barns liv –
ELLA RENTHEIM
Å, hvor velsignet, at du kan sé det så endnu!
ERHART
– men jeg kan ikke ofre mig for dig nu. Jeg kan umulig sådan helt og holdent gå op i at være som en søn for dig –
FRU BORKMAN
triumferende
Ah, jeg vidste det nok! Du får ham ikke! Du får ham ikke, Ella!
ELLA RENTHEIM
tungt
Jeg sér det. Du har vundet ham tilbage.
FRU BORKMAN
Ja, ja, – min er han og min blir han! Erhart, – ikke sandt, du, – vi to har endnu et stykke vej at gå sammen, vi.
Mor, – jeg får lige så godt sige dig det rent ud –
FRU BORKMAN
spændt
Nå?
ERHART
Det bli’r nok bare et kort stykke vej, jeg kommer til at gå sammen med dig, mor.
FRU BORKMAN
står som slagen
Hvad vil du sige med det?
FRU BORKMAN
Her – hos mig!
ELLA RENTHEIM
Så kom med mig da, Erhart!
ERHART
FRU BORKMAN
rystet, men med tilkæmpet fatning
Stueluft hos din mor, siger du!
HIS: 124
ERHART
i stigende utålmodighed
Ja, jeg véd ikke, hvad jeg skal kalde det andet. Al denne sygelige omhu og – og forgudelse – eller hvad det er for noget. Jeg holder det ikke ud længer!
ERHART
udbrydende
Å, sig heller, hvad du har viet mit liv til! Du, du har været min vilje! Jeg selv har aldrig fåt lov til at ha’ nogen! Men nu kan jeg ikke bære dette åg længer! Jeg er ung! Husk vel på det, mor! (med et høfligt, hensynsfuldt blik til Borkman) Jeg kan ikke vie mit liv til soning for nogen anden. Hvem denne anden så end måtte være.
bære dette åg længer! Jeg er ung! Husk vel på det, mor! (med et høfligt, hensynsfuldt blik til Borkman) Jeg kan ikke vie mit liv til soning for nogen anden. Hvem denne anden så end måtte være.
ERHART
truffen
Hvem –? Kunde det da ikke være mig selv, som –?
Nej, nej, nej! Du er kommen ind under fremmede magter. Du er ikke under din mors længer. Og ikke under din – din plejemors heller.
HIS: 125
ERHART
fremmed og afmålt høflig
FRU BORKMAN
hånlig
Ja, det spør’ rigtignok jeg også om.
Hør du, Erhart, – vil du så gå med din far da? Det er ikke gennem nogen andens livsførelse, at en mand kan finde oprejsning for sit fald. Sligt noget er bare tomme drømme, som er ble’t fablet for dig om – hernede i stueluften. Om du så vilde indrette dit liv på at leve det som alle de hellige mænd tilsammen, – det nytted ikke mig en smule.
livsførelse, at en mand kan finde oprejsning for sit fald. Sligt noget er bare tomme drømme, som er ble’t fablet for dig om – hernede i stueluften. Om du så vilde indrette dit liv på at leve det som alle de hellige mænd tilsammen, – det nytted ikke mig en smule.
ERHART
afmålt, ærbødig
Det er så sandt, som det er sagt.
BORKMAN
Oprejse mig selv, vil jeg. Begynde nedenfra igen. Det er bare gennem sin nutid og sin fremtid, at et menneske kan sone fortiden. Gennem arbejde, – gennem ustandseligt arbejde for alt det, som i ungdommen stod for mig som selve livet. Men nu
HIS: 126
så tusendfold højere end dengang. Erhart, – vil du være med mig og hjælpe mig med dette nye liv?
FRU BORKMAN
hæver advarende hånden
Gør det ikke, Erhart!
ELLA RENTHEIM
varmt
Jo, jo, gør det! Å, hjælp ham, Erhart!
FRU BORKMAN
Og det råder du til? Du, den ensomme, – den døende.
ELLA RENTHEIM
Det får være det samme med mig.
BORKMAN
Vil du, Erhart?
BORKMAN
Men hvad vil du da så tilsidst?
ERHART
opblussende
Jeg er ung! Jeg vil leve livet en gang, jeg også! Mit eget liv vil jeg leve!
Ikke ofre et par korte måneder for at lyse op i et fattigt, sluknende menneskeliv?
ERHART
Tante, jeg kan det ikke, om jeg end aldrig så gerne vilde.
ELLA RENTHEIM
Ikke for en, som holder så usigelig af dig?
FRU BORKMAN
sér skarpt på ham
Og din mor binder dig heller ikke længer nu?
ERHART
Så kom og bind dig til mig alligevel! For liv, det er arbejde, det, Erhart. Kom, så går vi to ud i livet og arbejder sammen!
ERHART
lidenskabeligt
Ja, men jeg vil ikke arbejde nu! For jeg er ung! Aldrig har jeg vidst af, at jeg var det før. Men nu føler jeg det så strømmende varmt igennem mig. Jeg vil ikke arbejde! Bare leve, leve, leve!
FRU BORKMAN
med et anende udråb
Erhart, – hvad vil du leve for!
HIS: 128
ERHART
med tindrende øjne
For lykken, mor!
FRU BORKMAN
Og hvor tænker du at finde den?
FRU BORKMAN
skriger
Erhart –!
Erhart går raskt hen og åbner forstuedøren.
Fru Wilton, i overtøj, viser sig på dørtærskelen.
FRU BORKMAN
med løftede hænder
Fru Wilton –!
FRU WILTON
noget sky; med et spørgende blik til Erhart
Kan jeg altså –?
ERHART
Ja, nu kan du komme. Jeg har sagt det altsammen.
Fru Wilton kommer ind i stuen. Erhart lukker døren efter hende. Hun bøjer sig afmålt for Borkman, der stumt hilser igen.
Kort taushed.
Ordet er altså blevet sagt. Og så kan jeg jo nok vide, at jeg står her som en, der har anrettet stor ulykke i huset.
FRU BORKMAN
langsomt; sér stivt på hende
De har knust den sidste rest af det, jeg havde at leve for. (udbrydende) Men dette her, – det er jo dog så rent umuligt alligevel!
FRU WILTON
Jeg forstår så godt, at det må forekomme Dem umuligt, fru Borkman.
FRU BORKMAN
Ja, det må De da vel kunne sige Dem selv, at det er umuligt. Eller hvad –?
FRU WILTON
Jeg vil heller sige, at det er så rent urimeligt. Men det er nu engang så alligevel.
ERHART
Dette her er lykken for mig, mor. Hele den store, dejlige livets lykke. Jeg kan ikke sige dig noget andet.
FRU BORKMAN
til fru Wilton; knuger hænderne
Å, hvor De har dåret og forlokket min ulykkelige søn!
FRU WILTON
med et stolt nakkekast
Det har jeg ikke gjort.
HIS: 130
FRU BORKMAN
Har De ikke gjort det, siger De!
FRU WILTON
Nej. Jeg har hverken dåret eller forlokket ham. Frivillig er Erhart kommet imod mig. Og frivillig har jeg mødt ham på halvvejen.
FRU WILTON
behersket
FRU BORKMAN
Hvilke magter, om jeg tør spørge?
FRU WILTON
FRU BORKMAN
smiler
Jeg trode, at De allerede var uløselig bunden – til en anden.
FRU BORKMAN
Men han lever dog, siges der.
FRU WILTON
For mig er han død.
HIS: 131
ERHART
indtrængende
Ja, mor, for Fanny er han død. Og denne anden kommer jo forresten sletikke mig ved!
FRU BORKMAN
sér strængt på ham
Du véd det altså, – dette med den anden?
ERHART
Ja, mor, jeg véd det så godt, så godt, altsammen!
ERHART
i afvisende overmod
Jeg kan bare sige dig, at det er lykken, jeg vil ha’! Jeg er ung! Jeg vil leve, leve, leve!
FRU BORKMAN
Ja, du er ung, Erhart. Altfor ung til dette her.
FRU WILTON
fast og alvorligt
Så? Ikke det? Hvorfor har De da ikke uden videre afvist ham? Lukket Deres hus for ham? Sé, det skulde De ha’ gjort i tide!
FRU WILTON
sér på hende og siger dæmpet
Det kunde jeg simpelt hen ikke, fru Borkman.
FRU BORKMAN
Hvorfor kunde De ikke?
FRU WILTON
Fordi lykken var for mig også bare i dette eneste ene.
FRU BORKMAN
hånligt
Hm, – lykken, lykken –
Jeg har aldrig før vidst, hvad lykke var i livet. Og jeg kan da umulig vise lykken fra mig, fordi om den kommer så sent.
FRU BORKMAN
Og hvor længe tror De, den lykken vil vare?
ERHART
afbrydende
Kort eller længe, mor, – det får være det samme!
HIS: 133
ERHART
ERHART
Ja, sér du da ikke, hvor dejlig hun er!
FRU BORKMAN
vrider hænderne
Og denne knusende skam skal jeg altså også måtte bære på!
BORKMAN
i baggrunden, hårdt og hvast
Hå, – du er jo vant til at bære på sligt noget, du, Gunhild!
ELLA RENTHEIM
bønligt
Borkman –!
ERHART
ligeså
Far –!
Her skal jeg måtte gå og sé daglig for mine øjne min egen søn sammen med en – en –
ERHART
afbryder hårdt
Ingenting skal du få sé, mor! Vær tryg for det, du! Jeg bli’r ikke her længer.
HIS: 134
FRU BORKMAN
blegner
Rejser De også! Sammen kanske?
FRU WILTON
nikker
Jeg rejser sydover, ja. Til udlandet. Sammen med en ung pige. Og Erhart følger med os.
FRU WILTON
Ja. Det er denne lille Frida Foldal, som jeg har ta’t i huset til mig. Jeg vil, at hun skal ud og lære mere musik.
FRU BORKMAN
Og så ta’r De hende med Dem?
FRU WILTON
Ja, jeg kan jo ikke godt slippe det unge barn løs alene derude.
FRU BORKMAN
undertrykker et smil
Hvad siger du til det, Erhart?
ERHART
lidt forlegen, trækker på skulderen
Jo, mor, – når Fanny endelig så vil ha’ det, så –
HIS: 135
FRU BORKMAN
sér nedad hende
Aha, – det var altså aftenselskabet!
FRU BORKMAN
Og hvor er hun nu?
FRU WILTON
Hun sidder i vognen og venter på os.
Mor, – du kan da vel forstå –? Jeg vilde ha’ skånet dig – og alle for dette her.
FRU BORKMAN
sér dybt krænket på ham
Du vilde rejst fra mig uden at sige mig farvel?
ERHART
ERHART
spag
Er det dit sidste ord?
HIS: 136
ERHART
vender sig
Farvel du da, tante Ella.
ELLA RENTHEIM
trykker hans hænder
Farvel, Erhart! Og lev dit liv, – og bliv så lykkelig, så lykkelig, – som du bare kan!
ERHART
Tak, tante. (bukker for Borkman) Farvel, far. (hvisker til fru Wilton) Lad os sé at komme afsted, jo før jo heller.
FRU BORKMAN
med et ondt smil
Fru Wilton, – tror De, at De gør rigtig klogt i at ta’ denne unge pigen med?
FRU BORKMAN
Men De selv da?
HIS: 137
Hun hilser og går ud gennem forstuedøren. Erhart står et øjeblik ligesom vaklende; så vender han sig og følger hende.
FRU BORKMAN
med sænkede, foldede hænder
Barnløs.
BORKMAN
som vågnende til beslutning
Så ud i uvejret alene da! Min hat! Min kappe!
Han går skyndsomt mod døren.
BORKMAN
Ud i livets uvejr, hører du. Slip mig, Ella!
ELLA RENTHEIM
holder ham fast
Nej, nej, jeg slipper dig ikke ud! Du er syg. Jeg kan sé det på dig!
BORKMAN
Lad mig gå, siger jeg!
Han river sig løs og går ud i forstuen.
HIS: 138
FRU BORKMAN
kold og hård; står midt i stuen
Hun styrter med udbredte arme mod døren. Ella Rentheim standser hende.
Åben gårdsplads udenfor hovedbygningen, som ligger til højre. Et hjørne af denne med indgangsdør og en flad stentrappe springer frem. Langs baggrunden, nær ind til gården, strækker sig bratte granbevoksede lier. Begyndende spredt småskog til venstre. Snévejret er ophørt; men jorden er højt dækket af den nylig faldne sné. Granerne, ludende og tunge, ligeså. Mørk natteluft. Drivende skyer. Månen skimtes undertiden svagt. Omgivelserne modtager kun et mat lys fra snéen.
Borkman, fru Borkman og Ella Rentheim står ude på trappen. Borkman læner sig mat og træt op imod husvæggen. Han har en gammeldags slængkappe kastet over skuldrene, holder en blød grå filthat i den ene hånd og en tyk knortekæp i den anden. Ella Rentheim bærer sin kåbe på armen. Fru Borkmans store tørklæde er gledet ned over nakken, så at hendes hår er blottet.
gammeldags slængkappe kastet over skuldrene, holder en blød grå filthat i den ene hånd og en tyk knortekæp i den anden. Ella Rentheim bærer sin kåbe på armen. Fru Borkmans store tørklæde er gledet ned over nakken, så at hendes hår er blottet.
ELLA RENTHEIM
har stillet sig i vejen for fru Borkman
Gå ikke efter ham, Gunhild!
FRU BORKMAN
i angst og oprør
Slip mig forbi, du! Han må ikke rejse fra mig!
FRU BORKMAN
Lad mig gå alligevel, Ella! Jeg vil skrige højt efter ham nedover vejen. Og sin mors skrig må han da vel høre!
HIS: 140
ELLA RENTHEIM
Han kan ikke høre dig. Han sidder visst alt inde i vognen –
FRU BORKMAN
Nej, nej, – han kan da ikke sidde i vognen endnu!
ELLA RENTHEIM
Han sidder for længst i vognen, tro du mig.
FRU BORKMAN
i fortvilelse
Sidder han i vognen, – så sidder han der med hende, med hende, – hende!
FRU BORKMAN
Nej, – så hører han det ikke. (lytter) Hys! Hvad er det?
ELLA RENTHEIM
også lyttende
Det høres ligesom bjældeklang –
FRU BORKMAN
med et dæmpet udråb
Det er hendes vogn!
ELLA RENTHEIM
Eller kanske en andens –
FRU BORKMAN
Gunhild, vil du skrige efter ham, så skrig nu! Kanske han alligevel –!
Bjældeklangen lyder lige ved, inde i skogen.
ELLA RENTHEIM
Skynd dig, Gunhild! Nu er de lige nedenunder os!
FRU BORKMAN
står et øjeblik ubesluttet; derpå stivner hun, hård og kold
Nej. Jeg skriger ikke efter ham. Lad Erhart Borkman køre mig forbi. Langt, langt ud i det, han nu kalder livet og lykken.
Lyden taber sig i det fjerne.
ELLA RENTHEIM
lidt efter
Nu høres ikke klokkerne længer.
FRU BORKMAN
Jeg syntes, de lød som gravklokker.
FRU BORKMAN
Men over mig. Og over ham, som rejste fra mig.
ELLA RENTHEIM
nikker tankefuldt
Hvem véd, om de ikke ringer livet og lykken ind for ham alligevel, Gunhild.
HIS: 142
FRU BORKMAN
farer op; sér hårdt på hende
Livet og lykken, siger du!
FRU BORKMAN
Vilde du unde ham livet og lykken, – med hende?
FRU BORKMAN
koldt
Så må du være rigere på kærlighedskraft, du, end jeg.
ELLA RENTHEIM
sér langt hen for sig
Det er kanske kærlighedssavnet, som holder den kraft oppe.
FRU BORKMAN
fæster øjnene på hende
Hvis så er, – da bli’r nok jeg snart lige så rig som du, Ella.
Hun vender sig og går ind i huset.
ELLA RENTHEIM
står en stund og sér bekymret på Borkman; så lægger hun hånden varsomt på hans skulder
ELLA RENTHEIM
Ja. Du tåler ikke den hvasse vinterluft. Det kan jeg sé på dig, John. Kom så og gå ind med mig. Ind under tag, hvor der er varmt.
HIS: 143
BORKMAN
vred
Op igen på salen kanske!
ELLA RENTHEIM
Helst ind i stuen til hende.
BORKMAN
farer op i hæftighed
Aldrig i livet sætter jeg foden under det tag mere!
ELLA RENTHEIM
Men hvor vil du da hen? Så sent, ved nattetid, John?
Først og fremst så vil jeg nu gå ud og sé til alle mine gemte skatte.
ELLA RENTHEIM
sér ængstelig på ham
John, – jeg forstår dig ikke!
BORKMAN
i hostende latter
Å, det er ikke bortgemt tyvegods, jeg mener. Vær ikke ræd for det, Ella. (standser og peger ud) Sé ham der, du! Hvem er det?
Vilhelm Foldal, i en gammel, tilsnéet kavaj, med hatten nedbrættet og med en stor paraply i hånden, kommer frem foran hjørnet af huset, møjsomt stavrende gennem snéen. Han hinker stærkt på den venstre fod.
kavaj, med hatten nedbrættet og med en stor paraply i hånden, kommer frem foran hjørnet af huset, møjsomt stavrende gennem snéen. Han hinker stærkt på den venstre fod.
BORKMAN
Vilhelm! Hvad vil du her hos mig – nu igen?
FOLDAL
Å, om forladelse. Jeg har nemlig mistet brillerne i snéen. – Men at du, som ellers aldrig går udenfor en dør –?
BORKMAN
hensynsløst, lystig
ELLA RENTHEIM
bekymret
Borkman, – jeg be’r dig –!
FOLDAL
Ak ja, ja, ja –
BORKMAN
Men hvad er det så, du vil mig, spør’ jeg?
Jeg vilde op til dig, John Gabriel. Jeg syntes, jeg måtte op til dig på salen. Herregud, – den salen, du!
BORKMAN
Vilde du der op til mig, som viste dig døren?
HIS: 145
FOLDAL
Ja, det får i guds navn være det samme.
BORKMAN
Hvad har du gjort ved foden? Du går jo og halter?
FOLDAL
Ja, tænk dig, du, – jeg er ble’t overkørt.
ELLA RENTHEIM
Overkørt!
FOLDAL
Ja, af en slædevogn –
FOLDAL
ELLA RENTHEIM
– og så kørte de over Dem?
FOLDAL
De kørte lige på mig, frue – eller frøken. Lige på mig kørte de, så jeg rulled rundt i snéen og misted brillerne og fik paraplyen knækket; (gnider sig) og foden lidt skadet også.
BORKMAN
lér indvendig
Véd du, hvem der sad i den vognen, Vilhelm?
BORKMAN
Glad?
FOLDAL
Ja, jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det. Men jeg synes, at jeg nærmest må kalde det glad. For der er indtruffet noget så rent mærkværdigt! Og derfor så kunde jeg ikke andet, – jeg måtte indom og dele glæden med dig, John Gabriel.
BORKMAN
barsk
Nå, så dél den glæden da!
ELLA RENTHEIM
Å, men få da først din ven ind med dig, Borkman.
ELLA RENTHEIM
Men du hører jo, at han er ble’t overkørt!
BORKMAN
Å, overkørt bli’r vi allesammen – en gang i livet. Men så får en rejse sig op igen. Og lade som ingenting.
HIS: 147
FOLDAL
Det var et dybsindigt ord, John Gabriel. Men jeg kan så inderlig godt fortælle her ude i en fart.
BORKMAN
mildere
Ja, tjen mig i det, Vilhelm.
FOLDAL
BORKMAN
Kanske det var fra din lille Frida?
FOLDAL
Netop! Tænk, at du traf det straks! Ja, det var et langt – temmelig langt brev fra Frida, du. Der havde været en tjener og bragt det. Og kan du tænke dig, hvad hun skriver om?
BORKMAN
Skulde det muligens være for at sige farvel til forældrene?
FOLDAL
Akkurat! Det er mærkværdigt, som du kan
HU: 118
gætte, John Gabriel! Jo, hun skriver, at fru Wilton har fattet så stor godhed for hende. Og nu vil fruen rejse med hende til udlandet. For at Frida kan få lære mere musik, skriver hun. Og så har fru Wilton 1.utg: 220
sørget for en dygtig lærer, som skal være med på rejsen. HIS: 148
Og læse med Frida. For, desværre, hun er nok lidt forsømt i enkelte stykker, skønner du.
BORKMAN
lér indvendig, så det klukker i ham
Ja vel, ja vel. Jeg skønner det altsammen så urimelig godt, Vilhelm.
FOLDAL
fortsætter ivrig
Og tænk, hun fik først vide det om rejsen nu ikveld. Det var i det selskabet, som du véd nok, hm! Og endda så fandt hun tid til at skrive. Og brevet er så varmt og så smukt og så hjerteligt skrevet, forsikrer jeg dig til. Ikke spor af foragt for sin far nu længer. Og så det fine træk, du, at hun vilde sige os farvel skriftlig – før hun rejste. (lér) Men det bli’r der rigtignok ikke noget af!
BORKMAN
sér spørgende på ham
Hvorledes det?
BORKMAN
Sé, sé, – imorgen? Skriver hun det?
FOLDAL
lér og gnider hænderne
BORKMAN
Nu ikveld?
HIS: 149
FOLDAL
Ja herregud, det er da ikke så svært sent endnu. Og skulde der alt være stængt, så ringer jeg på. Uden videre. For jeg vil og jeg må sé Frida, før hun rejser. Godnat, godnat!
Han vil gå.
BORKMAN
Ja, og så slipper du ikke ind hos fru Wiltons alligevel.
Jo såmænd gør jeg så. Jeg bli’r ved at ringe og kime på klokken, til der kommer nogen og lukker op. For Frida må jeg og skal jeg sé.
ELLA RENTHEIM
Deres datter er alt rejst, herr Foldal.
FOLDAL
står som slagen
Er Frida alt rejst! Véd De det visst? Hvem har De det fra?
BORKMAN
Vi har det fra hendes vordende lærer.
HIS: 150
BORKMAN
Det er en student Erhart Borkman.
FOLDAL
strålende glad
Din søn, John Gabriel! Skal han rejse med?
FOLDAL
Nå, gud ské lov og tak! Så er jo barnet i de bedste hænder da. Men er det også ganske visst, at de alt er rejst med hende?
BORKMAN
De rejste med hende i den vognen, som kørte dig over på vejen.
Tænke sig til, at min lille Frida sad inde i den pragtfulde vognen!
BORKMAN
nikker
FOLDAL
Jo da. – Sølvklokkerne, siger du? Var det sølvklokker, du? Virkelig ægte sølvklokker?
HIS: 151
FOLDAL
stille bevæget
Er det ikke forunderligt, hvorledes lykken kan føje sig for et menneske! Det er min – min smule digtergave, som har omsat sig til
føje sig for et menneske! Det er min – min smule digtergave, som har omsat sig til 1.utg: 225
musik hos Frida. Og så har jeg altså ikke forgæves været digter alligevel da. For nu får hun rejse ud i den store, vide verden, som jeg engang havde drømt så dejligt om at få HU: 120
sé. I lukket slædevogn får lille Frida rejse. Og med sølvklokker på sæletøjet –
BORKMAN
– og køre over sin far –
FOLDAL
glad
Å hvad! Det kan være det samme med mig, – når bare barnet –. Nå, jeg kom altså for sent alligevel. Og derfor så vil jeg gå hjem og trøste hendes mor, som sidder i køkkenet og græder.
BORKMAN
Græder hun?
FOLDAL
småléende
Ja, tænk dig til, du, – hun sad og græd så rent svært, da jeg gik.
FOLDAL
Han hilser og går møjsomt ud samme vej, som han kom.
HIS: 152
BORKMAN
står en stund stille og sér hen for sig
Farvel, Vilhelm! Det er ikke første gang i livet, at du er ble’t overkørt, gamle ven.
BORKMAN
Det kommer af fængselsluften deroppe.
BORKMAN
Nej, for du har vel aldrig sét en udbrudt straffange før heller.
ELLA RENTHEIM
Å, kom nu bare og gå ind med mig, John!
BORKMAN
Lad være med de lokketoner. Jeg har jo sagt dig –
ELLA RENTHEIM
Men når jeg nu be’r dig så indstændig? For din egen skyld –
Stuepigen kommer halvt ud på trappen.
STUEPIGEN
Om forladelse; fruen har sagt, at jeg skal stænge gadedøren nu.
HIS: 153
ELLA RENTHEIM
til pigen
Bankchefen er ikke rigtig vel. Han vil trække lidt frisk luft først.
STUEPIGEN
Ja men fruen selv har sagt, at –
ELLA RENTHEIM
Jeg skal stænge døren. Lad bare nøglen sidde i, så –
Hun går ind i huset igen.
BORKMAN
står et øjeblik stille og lytter; så går han ilsomt ned på gårdspladsen
Nu er jeg udenfor muren, Ella! Nu får de mig aldrig fat mere!
Men du er jo fri mand derinde også, John. Kan gå og komme ganske som du selv vil.
BORKMAN
sagte, ligesom i skræk
Aldrig under tag igen! Her ude i natten er det så godt at være. Gik jeg op på salen nu, – loft og vægge vilde skrumpe sig sammen. Knuge mig. Klemme mig flad som en flue –
ELLA RENTHEIM
Men hvor vil du da hen?
HIS: 154
BORKMAN
Bare gå og gå og gå. Sé, om jeg kan vinde frem til frihed og til liv og til mennesker igen. Vil du gå med mig, Ella?
ELLA RENTHEIM
Jeg? Nu?
ELLA RENTHEIM
Men hvor langt da?
BORKMAN
Så langt jeg bare kan.
ELLA RENTHEIM
Å, men tænk dig da om. Ude i denne våde, kolde vinternatten –
Åhå, – frøkenen er bekymret for sin helbred? Ja-ja, – den er jo skrøbelig, den.
ELLA RENTHEIM
Det er din helbred, jeg er bekymret for.
Han går videre.
BORKMAN
En død mand, sa’ jeg. Mindes du ikke, Gunhild sa’, jeg skulde bare holde mig rolig, der jeg lå?
ELLA RENTHEIM
besluttet, kaster kåben om sig
Jeg går med dig, John.
BORKMAN
Ja vi to, vi hører jo også sammen, vi, Ella. (går videre) Kom så!
De er efterhånden nået ind i småskogen til venstre. Denne skjuler dem lidt efter lidt, så de ikke mere sés. Huset og gårdspladsen tabes af sigte. Landskabet, med lier og højdedrag, forandrer sig stadig langsomt og bliver vildere og vildere.
nået ind i småskogen til venstre. Denne skjuler dem lidt efter lidt, så de ikke mere sés. Huset og gårdspladsen tabes af sigte. Landskabet, med lier og højdedrag, forandrer sig stadig langsomt og bliver vildere og vildere.Hvor er det, vi går, John? Jeg kender mig ikke igen her.
BORKMANS STEMME
højere oppe
Hold dig bare i snésporene efter mig!
ELLA RENTHEIMS STEMME
Men hvorfor behøver vi at stige så højt da?
BORKMANS STEMME
nærmere
Vi må opad den krogede stien.
HIS: 156
BORKMAN
i skogkanten til højre
Kom, kom! Nu er vi ikke langt fra udsigten. Der stod en bænk før i tiden –
BORKMAN
Der kan du hvile dig.
De er komne frem på en liden, højtliggende, åben slette i skogen. Lien stiger brat op bag dem. Til venstre, dybt nede, et vidtstrakt landskab med fjord og høje, fjerne åsrækker over hverandre. På sletten til venstre et uddød furutræ med en bænk under. Snéen ligger høj på sletten.
højtliggende, åben slette i skogen. Lien stiger brat op bag dem. Til venstre, dybt nede, et vidtstrakt landskab med fjord og høje, fjerne åsrækker over hverandre. På sletten til venstre et uddød furutræ med en bænk under. Snéen ligger høj på sletten.
BORKMAN
standser ved dybet til venstre
Kom her, Ella, så skal du få sé.
ELLA RENTHEIM
hos ham
Hvad er det, du vil vise mig, John?
HIS: 157
BORKMAN
Det var et drømmeland, vi så ud over dengang.
ELLA RENTHEIM
nikker tungt
Vort livs drømmeland var det, ja. Og nu er det land snédækt. – Og det gamle træ er dødt.
BORKMAN
uden at høre på hende
Kan du skimte røgen af de store dampskibene ude på fjorden?
ELLA RENTHEIM
Nej.
BORKMAN
ELLA RENTHEIM
stille
Og så blev det ved drømmen.
BORKMAN
ELLA RENTHEIM
Nej.
BORKMAN
Jeg kan høre det.
BORKMAN
mere og mere opildnet
ELLA RENTHEIM
Riget, siger du? Hvilket rige –?
BORKMAN
ELLA RENTHEIM
stille, rystet
Å John, John!
BORKMAN
ELLA RENTHEIM
Å, men der står et så isnende pust fra det rige, John!
BORKMAN
Det pust virker som livsluft på mig. Det pust kommer til mig som en hilsen fra underdanige ånder. Jeg fornemmer dem, de bundne millioner; jeg føler malmårerne, som strækker sine bugtede, grenede, lokkende arme ud efter mig. Jeg så dem for mig som levendegjorte skygger – den nat, da jeg stod i bankkælderen med lygten i hånden. I vilde frigøres dengang. mægted det ikke. Skatten sank i dybet igen. (med fremrakte hænder) Men jeg vil hviske det til jer her i nattestilheden. Jeg elsker eder, der I ligger skindøde i dybet og i mørket! Jeg elsker eder, I livkrævende værdier – magt og ære! Jeg elsker, elsker, elsker eder!
bundne millioner; jeg føler malmårerne, som strækker sine bugtede, grenede, lokkende arme ud efter mig. Jeg så dem for mig som levendegjorte skygger – den nat, da jeg stod i bankkælderen med lygten i hånden. I vilde frigøres dengang. HIS: 159
Og jeg prøvte på det. Men jeg mægted det ikke. Skatten sank i dybet igen. (med fremrakte hænder) Men jeg vil hviske det til jer her i nattestilheden. Jeg elsker eder, der I ligger skindøde i dybet og i mørket! Jeg elsker eder, I livkrævende værdier – 1.utg: 238
med alt eders lysende følge af magt og ære! Jeg elsker, elsker, elsker eder!
ELLA RENTHEIM
i stille, stigende oprør
BORKMAN
ryster; det går ligesom koldt igennem ham
ELLA RENTHEIM
Ja, det mener jeg. Jeg har sagt dig det før engang ikveld. Du har myrdet kærlighedslivet i den kvinde, som elsked dig. Og som du elsked igen. Så vidt du kunde elske nogen da. (med opløftet arm) Og derfor så spår jeg dig det, – John Gabriel Borkman, –
1.utg: 239
du vinder aldrig den pris, du kræved for mordet. Du får aldrig holde noget sejersindtog i dit kolde, mørke rige!Jeg frygter næsten, at du får ret i den spådom, Ella.
HIS: 160
BORKMAN
med et skrig; griber sig for brystet
Ah –! (mat) Nu slap den mig.
ELLA RENTHEIM
rusker i ham
Hvad var det, John!
BORKMAN
synker bagover mod lænet
Det var en ishånd, som greb mig i hjertet.
BORKMAN
mumler
Nej. – Ingen ishånd. – En malmhånd var det.
Han glider helt ned på bænken.
ELLA RENTHEIM
river kåben af sig og dækker over ham
Bliv rolig liggende, der du ligger! Jeg skal gå og hente hjælp til dig.
Hun gør et par skridt mod højre; så standser hun, går tilbage og føler længe på hans puls og hans ansigt.
Hun breder kåben tættere om ham og sætter sig ned i snéen foran bænken.
Kort stilhed.
HIS: 161
Fru Borkman, hyllet i overtøj, kommer gennem skogen til højre. Foran hende stuepigen med en tændt lygte.
FRU BORKMAN
sér spejdende om sig
Ja, her er de! Der borte sidder de på bænken.
(råber) Ella!
ELLA RENTHEIM
rejser sig
Leder du efter os?
FRU BORKMAN
hårdt
Ja, det må jeg vel gøre.
ELLA RENTHEIM
peger
Sé, her ligger han, Gunhild.
FRU BORKMAN
Sover!
FRU BORKMAN
udbrydende
Ella! (behersker sig og spørger dæmpet) Er det sket – frivilligt?
ELLA RENTHEIM
Nej.
ELLA RENTHEIM
Nej. Det var en isnende malmhånd, som tog ham i hjertet.
FRU BORKMAN
til pigen
Hent hjælp. Få fat på folk fra gården.
Hun går ud gennem skogen til højre.
FRU BORKMAN
står bagved bænken
Natteluften har altså dræbt ham –
ELLA RENTHEIM
Så er det vel.
FRU BORKMAN
– ham, den stærke mand.
ELLA RENTHEIM
går hen foran bænken
Vil du ikke sé på ham, Gunhild?
FRU BORKMAN
afværgende
Nej, nej, nej. (dæmper stemmen) Han var en bergmands søn, – han, bankchefen. Kunde ikke tåle det friske drag.
HIS: 163
FRU BORKMAN
ryster på hovedet
Kulden, siger du? Kulden, – den havde dræbt ham for længe siden.
ELLA RENTHEIM
nikker til hende
Og skabt os to om til skygger, ja.
FRU BORKMAN
Du har ret i det.
FRU BORKMAN
Ja, hjertekulden. – Og så kan vel vi to række hinanden hånden da, Ella.
FRU BORKMAN
Vi to tvillingsøstre – over ham, vi begge har elsket.
ELLA RENTHEIM
Vi to skygger – over den døde mand.
Fru Borkman, bag bænken, og Ella Rentheim foran, rækker hinanden hænderne.
